Sådanne specialty occupations beskrives som erhvervsområder, der kræver teoretisk og praktisk benyttelse af en meget specialiseret gruppe kundskaber til at gennemføre en bestemt arbejdsopgave. For at kunne udføre arbejdet forudsættes der et behov for en formel uddannelse med en grad, som mindst svarer til beståelse på et amerikansk college (bachelorgrad) med det pågældende fagområde som speciale eller anden tilsvarende teknisk uddannelse. Hvis ansøgeren ikke har en formel uddannelse, regnes tre års praktisk erfaring at svare til et år i college.

H-1B kategorien dækker mange erhvervsområder. Der findes rigeligt med kategorier for fremmede arbejdere, for hvem der søges midlertidigt ophold, men der er relativt få af disse, som kunne have interesse for de danske erhvervsvirksomheder, der søger ind på det amerikanske marked.

Det, som eventuelt har interesse, er, at denne kategori giver adgang for personer, som anses for at være professionelle, eller som er specielt kvalificerede inden for visse nærmere beskrevne områder såsom advokater, ingeniører, revisorer, erhvervsdrivende, videnskabsmænd, læger o.s.v. Den største gruppe, som opholder sig i USA med et H-1B visum er personer ansat i computerindustrien. Andre store grupper er de personer, der er ansat i sundhedssektorerne og på de højere læreanstalter.

Det er en betingelse for ansøgningen, at arbejdsgiveren er amerikansk. Som det er tilfældet med ansøgning om L-1 visum, kan ansøgeren være et danskejet aktieselskab inkorporeret i USA.

Ansøgning om et H-1B1 visum er i virkeligheden tre forskellige ansøgninger.

Arbejdsgiveren må først vise, at lønnen, som skal betales den, for hvem der søges, ikke ligger under det normale for det pågældende arbejde i det pågældende område. Kravet stilles naturligvis, fordi man ønsker at beskytte amerikanske arbejdspladser mod import af billig fremmed arbejdskraft. Der findes andre måder at skabe bevis for lønningsniveauet, men ansøgningen om den nedennævnte ”prevailing wage determination” er den mest benyttede.

En Labor Condition Application sker ved at udfylde en Form ETA 9035. Dette er reelt en udtalelse fra arbejdsgiveren om, at denne vil betale H-1B1 ansøgeren en løn, der er mindst lige så høj som den, der betales virksomhedens andre ligeledes kvalificerede medarbejdere for samme arbejde, eller den som betales af alle andre arbejdsgivere til personer ansat i samme stillinger i det lokale geografiske område.

Som regel etablerer arbejdsgiveren gennem sin ansøgning, hvad det almindelige lønningsniveau er, ved at fremskaffe den ovennævnte prevailing wage determination fra arbejdsministeriet i den lokale stat. Arbejdsgiveren skal indsende et skema, hvori stillingen og dens funktioner beskrives samtidigt med de kvalifikationer, som indbefatter den akademiske og praktiske uddannelse, som er påkrævet af den, der skal besætte stillingen. Enkeltstatens arbejdsministerium udsteder da en udtalelse om, hvad lønnen burde være i det lokale område for det pågældende arbejde.

Arbejdsgiveren attesterer gennem sin LCA, at denne har evnen og er villig til at betale den tilsendte medarbejder det, som er normalt i forbindelse med dennes beskæftigelse på arbejdspladsens lokale område. Endvidere attesterer arbejdsgiveren, at der i virksomheden for tiden hverken er strejke eller lockout forbundet med det arbejde, som påtænkes udført af den ansatte.

Det skal også attesteres, at ansættelsen ikke vil forringe vilkårene for andre ansatte inden for fagområdet. LCA-attesten skal offentliggøres ved, at den skal fremlægges de fagforeninger, hvis medlemmer er ansat i virksomheden. Hvis de ansatte ikke er medlem af nogen fagforening, skal attesten stilles frem på arbejdspladsen.

Hvis Department of Labor godkender ansøgningen, bliver denne behørigt påstemplet og kan vedlægges ansøgningen til INS.

Arbejdsgiveren er forpligtet til at bevare den underliggende dokumentation, lønningssedler, LCA, prevailing wage determination m.m. i en periode, som er mindst et år længere end den, som er dækket af den pågældende LCA.

Tredje stadie, altså selve ansøgningen til INS, kommer da til at bestå af:

1. De sædvanlige INS skemaer, d. v. s. oplysningsskemaerne INS Form I-129 og H-supplement. Hvis familie medfølger, skal der også her udfyldes et Supplement 1.
2. Der skal nu også udfyldes en INS Form I-129W, H-1B Data Collection and Filing Fee Exemption. Skemaet benyttes til at indsamle data om H-1B gruppen.

Som med de fleste andre ansøgninger, der går gennem INS, er der et gebyr, som for tiden er $130,00. Udover dette er der et særligt tillægsgebyr for H-1B1 ansøgninger på $1.000,00.

Indtil for nylig udstedtes der et maksimum antal af 65.000 H-1B1 visa om året. I medfør af de seneste ændringer i immigrationslovgivningen er loftet midlertidigt steget til 195.000 pr. år for årene 2001, 2002 og 2003 for derefter at blive sænket igen til 65.000.

Ændringerne i lovgivningen har også medført, at ansøgninger om H-1B1 visa ikke tælles imod maksimumkvoten, hvis arbejdsgiveren er en højere læreanstalt eller beslægtet organisation eller en statslig eller videnskabelig, som ikke er erhvervsdrevet. Resultat er naturligvis, at et stort antal ansøgninger, som før var en bestanddel af maksimumkvoten, ikke længere tælles.

Indtil for nylig har der været indsendt så mange H-1B1 ansøgninger hvert år, at loftet for det følgende år blev nået inden for de første måneder i ansøgningsperioden. Dette er ikke tilfældet for tiden, da maksimumtallet for H-1B visum udstedt i et givet år er blevet hævet til et meget højere niveau. Dette ændrer sig dog tilbage igen i 2004.

H-1B1 visumet udstedes i første omgang for tre år og kan forlænges, men ikke for over seks år i alt. Hvis medarbejderen bliver afskediget, inden opholdstilladelsen er udløbet, er arbejdsgiveren forpligtet til at betale hjemrejsen.

Det kunne virke som en lang ørkenvandring først at skulle indhente en prevailing wage determination fra den lokale enkeltstats arbejdsministerium eller andet bevis for de lokale relevante lønninger, for at dette skal indgå i en anmodning til U.S. Department of Labor, som senere skal indgå som bestanddel af en visumansøgning til INS. Reelt er dette dog ikke tilfældet idet de lokale arbejdsministerier udsteder prevailing wage determination inden for en kort tidsfrist, og U.S. Department of Labor skal godkende den indsendte LCA inden for syv dage.

En H-1B1 ansøger kan nu skifte arbejdsplads, medens han eller hun opholder sig i USA, selv uden at skulle vente på godkendelse fra INS. Dette er tilfældet, såfremt ansøgeren på det pågældende tidspunkt lovligt opholder sig i USA på et H-1B1 visum, og en seriøs H-1B1 ansøgning er indsendt, før ansøgerens nuværende opholdstilladelse er udløbet, og ansøgeren ikke har været ulovligt beskæftiget i tiden efter, at han eller hun kom til landet, inden ansøgningen blev indsendt.

Normalt kan et H-1B1 visum ikke forlænges i mere end seks år, men hvis vedkommende har søgt om ændring i sin status, og mere end et år er gået, kan ansøgerens H-1B status forlænges årligt, indtil ansøgningen enten er nægtet eller godkendt.

Endvidere kan udlændinge med H-1B1 status, som har indsendt ansøgning om ændring i visumstatus, og mere end 180 dage er gået, uden at INS har truffet en afgørelse, skifte arbejdsgiver inden for samme erhvervskategori uden at skulle foretage en ny
H-1B1 ansøgning.

H-1B1 visumindehaverens ægtefælle og børn får også opholdstilladelse (H-4 visum), men ikke arbejdstilladelse.