Det kan derfor stærkt anbefales at når danske virksomheder indgår kontrakter i USA, har de enten en dansk eller amerikansk voldgiftsklausul.

A. Voldgift.

Ved voldgift undgår man risikoen for at blive sagsøgt af en medkontrahent i en lokal ret i en fjern amerikansk stat. Foreligger der en voldgiftsafgørelse i en aftale, er den lokale amerikanske domstol, det være sig en forbundsdomstol eller en enkeltstatsdomstol, takket være Federal Arbitration Act, forpligtet til at afvise søgsmålet og henvise sagsøgeren til at søge voldgift i overensstemmelse med aftalen.

Voldgiftsproceduren er betydeligt billigere og hurtigere end en retssag, og der findes permanente voldgiftsorganisationer som American Arbitration Association, der yder de fornødne voldgiftspaneler, administration, lokaler m.v. Der findes også faste voldgiftsorganisationer inden for forskellige brancher. Inden for skibsfarten har man Society of Maritime Arbitrators, børsmæglere har deres egen voldgiftsorganisation, arkitekter har deres o.s.v..

Alt efter parternes aftale kan voldgiftsmændene enten være jurister, kommercielle personer, fagfolk med kendskab til den specielle branche som striden angår o.s.v. De er ikke bundet af formelle juridiske materielle eller processuelle principper på samme måde som en domstol. De kan træffe deres afgørelse alt efter deres egen fortolkning af loven, forretningssædvaner og opfattelse af, hvad der er ret og retfærdigt i den konkrete sag. En voldgiftsmand kan frit træffe sin afgørelse efter kontraktens ånd og hensigt snarere end efter dens tekst.

Takket være en international konvention, som også er underskrevet af USA og Danmark – ”International Convention on the Recognition of Foreign Arbitral Awards” – skal både amerikanske og danske voldgiftsafgørelser anerkendes i begge lande og kan eksekveres, uden at de derværende domstole skal eller kan prøve sagen en gang til.

Voldgift er absolut ikke smertefri, men det kan tit være den bedste løsning i en svær situation.

B. Forligsmægling.

Parterne kan også enes om at lade striden afgøre ved forligsmægling, ”mediation”. Denne form for konfliktløsning er en metode hvorved parterne, bistået af en neutral tredjemand, søger at forhandle sig frem til et forlig.

Også her findes der faste organisationer inden for de forskellige brancher, som yder bistand til parterne i en tvist. Men medmindre parterne frivilligt indgår et bindende forlig, bliver der ingen afslutning af sagen.

Hvis forligsmægling ikke fører til forlig, hvilket ofte er tilfældet, er mediation blot en indledningsfase til et søgsmål eller voldgift. Fordelen ved forligsmæglingen er, at den kan være med til, at ”køle” parterne ned, hvis tvisten er følelsesladet. Men hvis der ligger klare modstridende forretningsinteresser bagved, kan man lige så godt med det samme skride til voldgift eller, i værste fald, domstolene.

Ikke alene er det hensigten, både i forbundsstaten og i delstaterne, at der skal være en vis dynamisk balance mellem statsorganerne, men det føderale system er også opbygget som et bremse- og balancesystem, hvor magten deles mellem forbundsstaten og enkeltstaterne.

Denne politiske magtbalance mellem forbundsstaten og enkeltstaterne ligger centralt for forståelse af det amerikanske system. Balancen har gennem USA’s historie regelmæssigt svunget til den ene eller anden side. I 1860’erne var modsætningerne så stærke, at systemet brød sammen i den store amerikanske katastrofe – den amerikanske borgerkrig. Krigen og den derpå følgende hårde genopbygningsperiode har efterladt sig meget dybe spor, også inden for politik og jura.

For tiden er magtbalancen i udpræget grad i færd med at svinge tilbage til enkeltstaterne.

Ifølge den amerikanske forfatnings såkaldte ”Supremacy Clause” er forbundsstatens lovgivning og domstole, som regel, overordnet staterne, men der er visse lovområder, som principielt er forbeholdt staternes eksklusive kompetence. Dette gælder ikke mindst de fleste handelsrelaterede lovområder. Staternes lovgivning benyttes efter behov af forbundsdomstolene, når de ellers har den fornødne jurisdiktion til at behandle en kommerciel sag.

Ligesom i Danmark, er den dømmende magt i USA selvstændig og stillet på lige fod med den udøvende og den lovgivende magt. Dette gælder både i forbundsstaten og i enkeltstaterne.

Som tidligere berørt, behandler forbundsdomstolene de sagsområder, som er forbeholdt dem i den amerikanske forfatning. Til trods for overvejelserne i forbindelse med Supremacy Clause, må man i daglig praksis, især inden for kommercielle sager, alligevel snarere opfatte forbundsstatens lovgivning og domstole mere som parallelle til, end overordnet enkeltstaternes.

Af politiske grunde vælger de lovgivende myndigheder tit at lade svære afgørelser der har stor samfundsmæssig betydning, træffe af domstolene. Det er almindeligt for lovgivningsmagten at udstede en lov, som udgør de brede linjer inden for et område, i forventning om at den bliver ”færdigpudset” gennem domstolene. Med andre ord, det overlades til individer og organisationer, som på den ene eller anden måde er blevet påvirket gennem lovgivningen, at færdiggøre lovgivningsarbejdet gennem private

søgsmål. Man mener, at man derved på den mest praktiske måde har sørget for, at lovgivningen i sidste instans er tilpasset samfundets behov.

Men hvorvidt dette faktisk sker, beror til en vis grad på hvor ofte og hvorledes lovgivningen giver anledning til søgsmål, og resultatet er at domstolene i USA derved har opnået en magtposition, som sjældent ses i de fleste andre demokratiske samfundssystemer.

Ved at overlade en del af lovgivningen til privat håndhævelse gennem søgsmål fører det nødvendigvis også til at der opstår langt flere retstvister end hvis lovgivningen fra sin begyndelse havde haft klare definitioner og klart afstukne grænser for rettigheder og forpligtelser.

Det er heller ikke ualmindeligt, at når domstolene efterhånden har etableret en fast retspraksis omkring et lovkompleks, bliver også denne kodificeret i lovgivningen.