A. Håndhævelse af Danske Domme i USA.

Lidt over halvdelen af USA’s stater i deres lovgivning har accepteret en lokal version af ”Uniform Foreign Money Judgments Recognition Act”.

Ifølge denne lovgivning kan en endelig dom, afsagt af en domstol i en anden delstat eller i et fremmed land, der tilkender et fastlagt beløb (eller som afviser et pengekrav), anerkendes af den lokale enkeltstats domstol. En dansk dom kan derved gøres til grundlag for en lokal amerikansk dom eller benyttes som et modkrav i en amerikansk retssag.

Før en dansk dom kan anerkendes, stilles der visse minimumskrav til den danske domstol, som i sin tid afsagde dommen såvel som dennes egen kompetence og jurisdiktion i sagen. Men så længe den danske dom bliver opnået i overensstemmelse med dansk retspleje, opfyldes disse minimumskrav.

Selv om en amerikansk enkeltstat ikke skulle have accepteret Uniform Foreign Money Judgments Recognition Act i sin lovgivning, kan dens domstole vælge at lægge nogle eller alle af en fremmed doms præmisser til grund for sine egen beslutning. Som regel sker dette på basis af det såkaldte ”reciprocity” princip. Det skal altså kunne godtgøres at domstolene i det fremmede land behandler den pågældende enkeltstats domme på lige fod med domme afsagt i sit eget land.

Som nævnt umiddelbart nedenfor, tillægges amerikanske domme en vis bevisvirkning i danske retssager. Det samme vil være tilfældet med en dansk dom i de fleste stater.

B. Håndhævelse af amerikanske domme i Danmark

Amerikanske domme har ikke umiddelbar retskraft i Danmark. Der findes ingen traktat eller konvention med USA som forpligter de danske domstole til at anerkende amerikanske domme, således som det er tilfældet med visse domme der er afsagt af domstole i de andre nordiske lande.

I Danmark har fremmede domme ganske vist en vis bevisvirkning i en anlagt sag, men domstolene har selvstændig materiel prøvelsesret og kan frit vælge, hvilke af den amerikanske doms præmisser, som bør lægges til grund i en dansk dom, og hvilke bevisspørgsmål der må prøves på ny.

Dette vil også gælde i en evt. produktansvarsag. Før en amerikansk dom i en sag om produktansvar kan gøres gældende over for den danske producent, må den først

lægges foran en dansk domstol. Denne kan da vælge at prøve hele sagen en gang til. Selv om fabrikanten igen skulle blive fundet ansvarlig for skaderne, kan domstolen også tage stilling til erstatningsbeløbets størrelse og vil højst sandsynligt reducere det til et mere rimeligt ”dansk” niveau.

Forbundsstaten USA besidder de samme forfatningsretlige egenskaber som Danmark og andre moderne demokratier. Statsmagten er fordelt i tre, til dels uafhængige, og til dels afhængige, fundamentale statsorganer, hvor det er hensigten, at de skal ligge i balance med hinanden. Som i Danmark, har den amerikanske grundlov opstillet en lovgivende, en dømmende og en udøvende magt.

Ikke alene er det hensigten, både i forbundsstaten og i delstaterne, at der skal være en vis dynamisk balance mellem statsorganerne, men det føderale system er også opbygget som et bremse- og balancesystem, hvor magten deles mellem forbundsstaten og enkeltstaterne.

Denne politiske magtbalance mellem forbundsstaten og enkeltstaterne ligger centralt for forståelse af det amerikanske system. Balancen har gennem USA’s historie regelmæssigt svunget til den ene eller anden side. I 1860’erne var modsætningerne så stærke, at systemet brød sammen i den store amerikanske katastrofe – den amerikanske borgerkrig. Krigen og den derpå følgende hårde genopbygningsperiode har efterladt sig meget dybe spor, også inden for politik og jura.

For tiden er magtbalancen i udpræget grad i færd med at svinge tilbage til enkeltstaterne.

Ifølge den amerikanske forfatnings såkaldte ”Supremacy Clause” er forbundsstatens lovgivning og domstole, som regel, overordnet staterne, men der er visse lovområder, som principielt er forbeholdt staternes eksklusive kompetence. Dette gælder ikke mindst de fleste handelsrelaterede lovområder. Staternes lovgivning benyttes efter behov af forbundsdomstolene, når de ellers har den fornødne jurisdiktion til at behandle en kommerciel sag.

Ligesom i Danmark, er den dømmende magt i USA selvstændig og stillet på lige fod med den udøvende og den lovgivende magt. Dette gælder både i forbundsstaten og i enkeltstaterne.

Enkeltstaternes domstole har en generel, ubegrænset kompetence, bortset fra de begrænsninger som ligger i den amerikanske forfatning, enkeltstaternes egne forfatninger, og deres lovgivning og retspraksis. Det er her, langt de fleste amerikanske retssager behandles. Enkeltstaternes domstole behandler de fleste kriminelle sager, alle arvesager, næsten alle familieretlige og civilretlige sager, sager om fast ejendom og langt de fleste kommercielle sager.

Af politiske grunde vælger de lovgivende myndigheder tit at lade svære afgørelser der har stor samfundsmæssig betydning, træffe af domstolene. Det er almindeligt for lovgivningsmagten at udstede en lov, som udgør de brede linjer inden for et område, i forventning om at den bliver ”færdigpudset” gennem domstolene. Med andre ord, det overlades til individer og organisationer, som på den ene eller anden måde er blevet påvirket gennem lovgivningen, at færdiggøre lovgivningsarbejdet gennem private

søgsmål. Man mener, at man derved på den mest praktiske måde har sørget for, at lovgivningen i sidste instans er tilpasset samfundets behov.

Men hvorvidt dette faktisk sker, beror til en vis grad på hvor ofte og hvorledes lovgivningen giver anledning til søgsmål, og resultatet er at domstolene i USA derved har opnået en magtposition, som sjældent ses i de fleste andre demokratiske samfundssystemer.

Ved at overlade en del af lovgivningen til privat håndhævelse gennem søgsmål fører det nødvendigvis også til at der opstår langt flere retstvister end hvis lovgivningen fra sin begyndelse havde haft klare definitioner og klart afstukne grænser for rettigheder og forpligtelser.

Det er heller ikke ualmindeligt, at når domstolene efterhånden har etableret en fast retspraksis omkring et lovkompleks, bliver også denne kodificeret i lovgivningen.