USA’s President er både statsoverhoved og regeringsleder. Den udøvende magt i forbundsstaten organiseres i form af ”Departments”, altså ministerier, som gennem deres, af Presidenten udpegede ministre (”Secretaries”), er underlagt denne.

De ministerier, som har størst betydning for næringslivet, er ”Department of the Treasury”, under hvilket sorterer de føderale skattemyndigheder ”Internal Revenue Service” (som regel forkortet til ”IRS”).

Der findes et stort antal myndigheder som sorterer under ”Department of Commerce”, som fx. ”Food and Drug Administration”, ”Federal Maritime Commission”, ”Interstate Commerce Commission” o.s.v.

Department of State er som bekendt USA’s udenrigsministerium og Secretary of State, USA’s udenrigsminister.

USA’s justitsminister ”U.S. Attorney General” leder ”Department of Justice”, under hvilket indgår ”Federal Bureau of Investigation” (”FBI”), ”Immigration & Naturalization Service” (”INS”), samt de føderale anklagemyndigheder, ”U.S. Attorney’s Office” – der findes en sådan i hver ”Federal District”, altså føderal retskreds.

En meget vigtig lov som giver en vis indsigt i administrative myndigheders akter og beslutningsprocesser er ”Freedom of Information Act” (ofte forkortet til ”FOIA”). Ifølge denne kan enhver, der har en legitim interesse deri, formelt forlange og få interne oplysninger eller kopier af interne administrative akter. Man behøver ikke være part i en administrativ process eller afgørelse. FOIA benyttes meget af journalister og politiske aktivister, men personer med legitime forretningsinteresser har også ret til at benytte sig af loven.

Naturligvis er der følsomme områder der er undtaget fra denne aktindsigt, som fx. militære og udenrigspolitiske hemmeligheder, andres forretningshemmeligheder som er overgivet myndigheden under tilsagn om fortrolighed, oplysninger som angår personers privatliv, o. s. v.

De mange andre administrative myndigheder har fået deres magtbeføjelser delegeret igennem såkaldte ”enabling acts”. Lovgivningsmagten kan give de administrative myndigheder meget vide beføjelser.

Indenfor deres fagområder supplerer disse myndigheder forbundslovgivning med et væld af regulativer som er kodificeret i ”Code of Federal Regulations”, som regel forkortet til ”CFR”).

Mange administrative myndigheder har en vis uafhængighed, og er hverken underlagt den udøvende eller lovgivende magts tilsyn. De har tit selv en udøvende, en dømmende og, som nævnt, til en hvis grad lovdannende myndighed, men, i sidste instans er deres afgørelse naturligvis underlagt domstolene.

B. Enkeltstaternes udøvende myndigheder.

Enkeltstaternes myndigheder afspejler forbundsmyndighederne, og de lokale statslige organisationer svarer til de fleste af forbundsmyndighederne.

Enkeltstatens overhoved er, som nævnt, statens folkevalgte Guvernør. Denne har beføjelser inden for staten der svarer til Presidentens inden for forbundsstaten. Hver stat har sit eget Department of State, som blandt andet har til opgave at vedligeholde statens aktieselskabsregister.

Hver af staterne deres sin eget politi, skattevæsen, anklagemyndigheder og myndigheder, som regulerer næringslivet. Det er disse myndigheder snarere end forbundsmyndighederne, som udenlandske erhvervsdrivende først og fremmest kommer i kontakt med.

Som er tilfældet med forbundsstaten har også enkeltstaterne, hver deres egne administrative myndigheder med brede beføjelser der har hjemmel i deres respektive lokale versioner af enabling acts.

Hver stat har selvfølgelig sit eget administrative inddelinger i form af et utal af ”municipalities”, ”counties”, ”townships”, ”villages” o.s.v., som igen naturligvis har deres egne lokale myndigheder, der påvirker næringslivet gennem godkendelser, dispensationer, inspektioner, bøder, m.v.

Forbundsstaten USA besidder de samme forfatningsretlige egenskaber som Danmark og andre moderne demokratier. Statsmagten er fordelt i tre, til dels uafhængige, og til dels afhængige, fundamentale statsorganer, hvor det er hensigten, at de skal ligge i balance med hinanden. Som i Danmark, har den amerikanske grundlov opstillet en lovgivende, en dømmende og en udøvende magt.

Ikke alene er det hensigten, både i forbundsstaten og i delstaterne, at der skal være en vis dynamisk balance mellem statsorganerne, men det føderale system er også opbygget som et bremse- og balancesystem, hvor magten deles mellem forbundsstaten og enkeltstaterne.

Denne politiske magtbalance mellem forbundsstaten og enkeltstaterne ligger centralt for forståelse af det amerikanske system. Balancen har gennem USA’s historie regelmæssigt svunget til den ene eller anden side. I 1860’erne var modsætningerne så stærke, at systemet brød sammen i den store amerikanske katastrofe – den amerikanske borgerkrig. Krigen og den derpå følgende hårde genopbygningsperiode har efterladt sig meget dybe spor, også inden for politik og jura.

For tiden er magtbalancen i udpræget grad i færd med at svinge tilbage til enkeltstaterne.

Ifølge den amerikanske forfatnings såkaldte ”Supremacy Clause” er forbundsstatens lovgivning og domstole, som regel, overordnet staterne, men der er visse lovområder, som principielt er forbeholdt staternes eksklusive kompetence. Dette gælder ikke mindst de fleste handelsrelaterede lovområder. Staternes lovgivning benyttes efter behov af forbundsdomstolene, når de ellers har den fornødne jurisdiktion til at behandle en kommerciel sag.

Ligesom i Danmark, er den dømmende magt i USA selvstændig og stillet på lige fod med den udøvende og den lovgivende magt. Dette gælder både i forbundsstaten og i enkeltstaterne.

Som tidligere berørt, behandler forbundsdomstolene de sagsområder, som er forbeholdt dem i den amerikanske forfatning. Til trods for overvejelserne i forbindelse med Supremacy Clause, må man i daglig praksis, især inden for kommercielle sager, alligevel snarere opfatte forbundsstatens lovgivning og domstole mere som parallelle til, end overordnet enkeltstaternes.

Af politiske grunde vælger de lovgivende myndigheder tit at lade svære afgørelser der har stor samfundsmæssig betydning, træffe af domstolene. Det er almindeligt for lovgivningsmagten at udstede en lov, som udgør de brede linjer inden for et område, i forventning om at den bliver ”færdigpudset” gennem domstolene. Med andre ord, det overlades til individer og organisationer, som på den ene eller anden måde er blevet påvirket gennem lovgivningen, at færdiggøre lovgivningsarbejdet gennem private søgsmål. Man mener, at man derved på den mest praktiske måde har sørget for, at lovgivningen i sidste instans er tilpasset samfundets behov. 
 

Men hvorvidt dette faktisk sker, beror til en vis grad på hvor ofte og hvorledes lovgivningen giver anledning til søgsmål, og resultatet er at domstolene i USA derved har opnået en magtposition, som sjældent ses i de fleste andre demokratiske samfundssystemer.

Ved at overlade en del af lovgivningen til privat håndhævelse gennem søgsmål fører det nødvendigvis også til at der opstår langt flere retstvister end hvis lovgivningen fra sin begyndelse havde haft klare definitioner og klart afstukne grænser for rettigheder og forpligtelser.

Det er heller ikke ualmindeligt, at når domstolene efterhånden har etableret en fast retspraksis omkring et lovkompleks, bliver også denne kodificeret i lovgivningen.