Dertil kommer, at selv ligestillede domstole inden for enkeltstaterne, såvel som forbundsstaten, har meget forskellige lokale regler. Der er naturligvis hverken mulighed eller fornuft i at gennemgå samtlige gældende procedurer og retsforhandlinger i amerikanske retstvister i denne håndbog, men enkelte generelle fællestræk kan fremhæves.

Et civilt søgsmål (”action”) kan ikke behandles af en domstol, medmindre denne har den fornødne kompetence til at afgøre en sag af den art som er blevet forelagt. Dette er jo også tilfældet i dansk ret. Både de almindelige føderale og lokale domstole har generelt den fornødne kompetence til at afgøre kommercielle sager.

Yderligere kræves det, at domstolen har den fornødne jurisdiktion over parterne. Ved at anlægge sagen underkaster sagsøgeren sig domstolens jurisdiktion, men før domstolen kan opnå jurisdiktion over sagsøgte, skal den anses for at besidde den fornødne jurisdiktion over sagsøgtes person.

Angående handelssager har lovgivning og retspraksis udviklet to former, hvorved den lokale domstol opnår jurisdiktion over en virksomhed, som har aktiviteter inden for den lokale enkeltstat eller føderal retskreds. Der findes en generel form for personlig jurisdiktion, der relaterer sig til forretningens aktiviteter inden for den stat, hvori sagsøger søger at anlægge sin sag, og hvor domstolen befinder sig (”the forum state”), og en speciel form som angår den pågældende transaktion, der er sagens genstand.

Sagsøgte har sit hjemting i den stat, hvor denne formelt har bopæl, fx. en persons bopæl eller et aktieselskab, som formelt er registreret eller kvalificeret i en bestemt stat.
En person har værneting i staten, hvor denne har sin bopæl eller forretningsadresse. For juridiske personer, fx. aktieselskaber, er der værneting i den stat, hvor selskabet er inkorporeret eller kvalificeret, eller rent faktisk har kontor eller anden virksomhed. Et interessentskab har værneting i den stat, hvor en interessent har bopæl.

Hvis det fremmede foretagendes aktiviteter i en bestemt stat er af en sådan beskaffenhed, at de kan anses for at være ”substantial”, altså betydelige, eller hvis de kan anses at være kontinuerlige og systematiske, vil de lokale domstole betragte foretagendet

for at være formelt tilstede i staten og udøve ”general personal jurisdiction” over sagsøgte virksomhed. Det er i denne sammenhæng i øvrigt ligegyldigt om sagen drejer sig om netop de aktiviteter, som har ført til, at domstolen anser sig for at besidde den fornødne jurisdiktion over sagsøgte.

For så vidt angår undtagelsesværneting må domstolen bedømme, hvorvidt virksomhedens aktiviteter opfylder kravene om tilstedeværelse i staten. Som regel vurderer domstolene følgende momenter:

1. Har det fremmede foretagende et kontor, fast ejendom, agenter eller ansatte inden for staten?
2. Reklamerer det fremmede foretagende inden for stater eller på andre måder søger, at erhverve lokale kunder?
3. Har det fremmede foretagende etableret distributionsfaciliteter eller varelager i staten?
4. Gør det fremmede foretagende forretning i staten i større omfang?
5. Har det fremmede foretagende bankkonti i staten?
6. Hvor længe og i hvilket omfang har det fremmede foretagende reelt været til stede i staten?
o.s.v.

Der er ikke en enkelt af disse faktorer, som udgør udfaldet, men des flere der er, des mere sandsynligt er det, at en domstol vil finde, at virksomheden ligger inden for domstolens geografiske jurisdiktion. Tanken bagved er den naturlige, at når en virksomhed vil nyde godt af det lokale kommercielle marked, må den også være beredt til at stå til ansvar for sine handlinger i den lokale jurisdiktion.

Selv om det så skulle vise sig, at ingen af de ovennævnte faktorer er til stede, kan en domstol alligevel udøve sin jurisdiktion, hvis selve sagens genstand eller sagsøgtes handlemåde, der nu er genstand for søgsmålet, har direkte tilknytning til staten. Fx. hvis en fremmed virksomhed indgår en aftale i en bestemt stat, kan domstolene i den pågældende stat afgøre tvister, som udspringer af kontrakten.

Naturligvis kan parterne aftale værneting i en bestemt stat og benytte dennes lovgivning. Som regel vil domstolene acceptere en sådan aftale, men ikke altid, især ikke hvis parterne og sagens genstand ellers ingen tilknytning har til staten.

Den lokale domstol opnår også jurisdiktion, hvis den fremmede virksomhed begår skadevoldende handlinger inden for staten, eller hvis virksomheden begår sådanne handlinger uden for staten, men de har skadelige virkninger inden for denne.

Et søgsmål begynder med, at den sagsøgte (”defendant”) fra sagsøgeren (”plaintiff”) modtager en såkaldt ”summons”, en tilsigelse om at give fremmøde i retten, med påstand om dom, som regel angivet ved et bestemt beløb. Formålet med denne tilsigelse er naturligvis at give sagsøgte varsel om, at der er påbegyndt en retssag ved en

bestemt domstol, og at sagsøgte er stævnet til at møde op foran denne og fremlægge sit forsvar inden for en vis frist.

Som tilfældet er i Danmark, er der hvis den sagsøgte ikke er behørigt stævnet, ikke formelt opnået jurisdiktion i den pågældende sag. Selv om det skulle lykkes sagsøgeren at opnå en udeblivelsesdom, vil denne blot være en nullitet.

Såfremt sagsøgte er til stede inden for enkeltstaten, opnås der typisk personlig jurisdiktion ved, at stævningen overrækkes denne personligt af en stævningsmand (”service of process”). Er der tale om en virksomhed snarere end et individ, opnås jurisdiktion ved, at et medlem af selskabets ledelse eller bestyrelse, eller en overordnet ansat modtager stævningen. Et interessentskab stævnes gennem en af sine interessenter. En sagsøgt kan også stævnes gennem en af den sagsøgte til dette formål særligt udpeget agent.

Er et aktieselskab inkorporeret eller kvalificeret i en bestemt stat og søges sagsøgt dér, kan selskabet stævnes gennem statens Secretary of State, som pr. lov har fuldmagt til at modtage stævninger på vegne af alle de aktieselskaber, som er registreret eller inkorporeret i den pågældende stat. Stævningen fremsendes derefter af Secretary of State til en agent i staten som formelt er udpeget af selskabet til at modtage stævninger på dettes vegne. Hvis selskabet ikke har en sådan ”statutory agent for service of process”, kan det miste sin ret til at gøre forretning i staten, eller såfremt det er inkorporeret i den pågældende stat, kan selskabet blive opløst af staten.

Selv om den danske virksomhed ikke er til stede i USA, kan den stævnes af en amerikansk sagsøger gennem en international konvention, hvori både Danmark og USA er parter ”Convention of the Service Abroad of Judicial and Extrajudicial Documents in Civil or Commercial Matters”. Den amerikanske sagsøger kan ifølge denne traktat sende en stævning til U. S. State Department, som derefter med de fornødne attester ekspederer stævningen videre til det danske Justitsministerium. Justitsministeriet sørger derefter at stævningen forkyndes sagsøgte ved en form og fremgangsmåde, der er i overensstemmelse med dansk ret.

Som regel følger en såkaldt ”complaint” med stævningen eller efter en vis frist derefter. Dette er et klageskrift, hvori sagsøgeren fremlægger sine påstande og krav om oprejsning, som regel et nærmere angivet pengebeløb. Stævningen kræver, at sagsøgte enten møder op i retten på en bestemt dato eller fremlægger et svarskrift, ”answer” inden for en vis frist, hvori sagsøgte besvarer alle påstandene, d. v. s. de oplysninger som sagsøgeren har fremført i sin summons og complaint. Hvis dette ikke sker, kan sagsøgte risikere en udeblivelsesdom.

Klageskriftet bliver besvaret ved, at sagsøgte indrømmer nogle af påstandene, hvilket fx. kan være navn og adresse eller virksomhedens beskaffenhed, og benægter andre eller benægter at have haft kendskab til de kendsgerninger, som bliver forelagt i påstandene. Svarskriftet skal, som sagt, fremlægges inden for en vis frist.

I svarskriftet kan sagsøgte fremkomme med såkaldte ”affirmative defenses”, det vil sige påstande om forsvar, der, såfremt de kunne bevises, ville føre til, at kravet nødvendigvis må afvises. Fx. hvis sagsøger søger betaling for solgte varer eller ydelser, men sagsøgte påstår, at betaling faktisk er sket, eller hvor sagsøger søger erstatning for kontraktbrud, kan sagsøgte indrømme, at han gik med til aftalen, men at dette skete på grund af svig fra sagsøgerens side.

Sagsøgte kan endvidere fremlægge et eller flere modkrav, ”counterclaims”. I ovenstående hypotetiske tilfælde angående kontraktbrud kan det fx. være en påstand om, at sagsøgerens svig førte til, at sagsøgte led et tab, hvilket har medført et erstatningskrav mod sagsøgeren.

Hvis der er flere sagsøgere eller sagsøgte i en bestemt sag, omtales de henholdsvis som ”co-plaintiffs” og ”co-defendants”. En sagsøgt som bringer et modkrav mod en sagsøger, siges at bringe en ”counterclaim” mod denne. Hvis en sagsøgt sagsøger en anden dom er sagsøgt i samme sag, siges han at bringe en ”crossclaim”. Sagsøger den sagsøgte en tredjemand i sagen, omtales denne som ”third-party plaintiff” og tredjemand som ”third-party defendant.”

Sagsøgte har derefter krav på et fremføre sin duplik (”response”).

Møder sagsøgte ikke op, eller fremlægger denne ikke sit svarskrift i tide, anses sagsøgte for at have vedkendt sagsøgerens påstande og risikerer derved en udeblivelsesdom, ”default judgment”.

Når complaint og answer (tilsammen med en evt. reply og response kollektivt betegnet ”pleadings”) er fremlagt, søger en eller begge parter tit sagen afgjort ved at fremlægge påstand om, at sagen nu kan afgøres på basis af de foreliggende pleadings. Påstanden er, at selv om modpartens samtlige faktiske påstande skulle vise sig at være sande, så udgør disse stadigvæk ingen juridisk basis for modpartens sag. Disse påstande omtales henholdsvis som sagsøgerens ”motion for summary judgement”, eller sagsøgtes ”motion to dismiss”.

Inden den endelige domsforhandling finder sted, udveksler parterne bevismaterialer, foretager formelle afhøringer af modpartens vidner (”depositions”) og udveksling af spørgsmålslister (”interrogatories”). Denne del af proceduren omtales som ”pretrial discovery proceedings”, og dommeren må tit tage stilling til spørgsmål om, hvorvidt parterne skal udlevere det udbedte bevismateriale, m.v. Dertil kommer en række forberedende møder, hvor der forhandles omkring processuelle spørgsmål, tidsfrister for forskellige faser i den omtalte pretrial discovery proceedings, og ikke mindst fastsættelse af datoerne for de egentlige retsforhandlinger. Dette kan blive en både dyr og langvarig fase i sagen.

I denne forberedende fase kan parterne kære dommerens kendelser til en højere domstol. Sådanne ”interlocutory appeals” kan også fordyre og forsinke processen.

Alt efter sagens beskaffenhed og i visse tilfælde efter parternes begæring kan sagens faktiske omstændigheder prøves enten af dommeren eller af en jury.

Groft sagt kan man sige, at juryen har den materielle prøvelsesret i sagen, medens dommeren afgør processuelle spørgsmål. Rent praktisk har dommeren enorm indflydelse over juryens afgørelser.

Retsforhandlingerne begynder med, at først sagsøgerens og derefter sagsøgtes advokat fremlægger hver sin sides juridiske argumenter og beskriver sin version af de faktiske omstændigheder, og hvad man har til hensigt at bevise.

Derefter fremfører sagsøgeren sine vidner og beviser (- før et dokument, fotografi eller andet bevismateriale kan fremlægges, skal det ske på basis af vidneudsagn –). Når dette er sket, kan sagsøgtes advokat krydsforhøre sagsøgtes vidner. Bagefter er det sagsøgtes tur til at fremføre sine egne vidner, og sagsøgerens advokat kan da krydsforhøre dem.

Der er naturligvis mange processuelle regler omkring bevisførelse, som hverken kan eller bør behandles her, men i denne fase har dommeren en af sine vigtigste roller, idet denne skal sørge for at retsforhandlingerne gennemføres så hurtigt som praktisk muligt således at ingen af parterne mister deres rettigheder derved. 

For at udføre sin rolle i domsforhandlingerne må dommeren træffe afgørelser om, hvorvidt visse beviser kan fremføres i retten, og i bekræftende fald under hvilke omstændigheder og former dette kan ske. Her kan dommeren, som sagt, besidde en enorm indflydelse på sagens udfald, selv om der er tale om en jurysag.

Til sidst opsummerer advokaterne de fremførte beviser og vidneudsagn og fremfører deres respektive fortolkninger af bevismaterialet og fremlægger argumenter på deres respektive klienters vegne.

Efter at hver af parterne er færdige med at fremlægge deres respektive beviser og argumenter, er sagen parat til at blive forelagt dommeren eller juryen til afgørelse. Men der er yderligere processuelle skridt, som skal foretages, hvis der er en jury med i billedet.  

Først vil hver af parternes advokater nedlægge påstand om, at dommeren bør give dem medhold og dom til fordel for deres respektive klienter, idet det påstås, at det på basis af de vidneudsagn og bevismateriale der nu er fremlagt, ikke ville være juridisk forsvarligt, såfremt juryen fandt til fordel for modparten (”motion for directed verdict”).

Hvis dommeren ikke går med til at sætte juryen ud af billedet, opsummerer advokaterne de fremlagte beviser og vidneudsagn og fremfører deres afsluttende argumenter på vegne af deres respektive klienter til juryen, hvis rolle er at finde frem til det rent faktiske hændelsesforløb i sagen og på denne basis at træffe sin afgørelse.

Den sidste fase er dommerens instrukser til juryen om de juridiske resultater, de nødvendigvis må nå frem til, når de har afgjort sagens faktiske kendsgerninger. Selve dommerens påtænkte instrukser til juryen bliver også gjort til genstand for forhandlinger mellem parterne og dommeren.

Som i Danmark har sagsøgeren bevisbyrden. I civile sager er byrden dog blot, at sagsøgerens påstande, når alle beviserne er blevet forelagt dommeren eller juryen, skal være mere sandsynlige, end at de ikke er det.

Når så juryen har truffet sin afgørelse i spørgsmål om ansvar og ved samme eller senere lejlighed evt. de beløb, som bør tilkendes de respektive parter, opstår der en ny runde, hvor parterne kan bede dommeren om at tilsidesætte juryens afgørelser eller dele deraf.

Ved denne lejlighed har dommeren i de fleste jurisdiktioner magt til enten at nedsætte det af juryen tilkendte beløb (”remittitur”) eller forhøje dette (”additur”). Den part, som har fået tilkendt beløbet af juryen , kan så vælge at acceptere dommerens afgørelse eller risikere en ny retssag. Inden for forbundsdomstolene kan en dommer ikke forhøje et af juryen tilkendt beløb i erstatningssager.

Når der fundet en endelig afgørelse sted skal dommen håndhæves. Er der tale om en dom for betaling af penge, og taberen ikke betaler, bliver det tit nødvendigt for domhaveren at finde frem til domfældtes aktiver gennem såkaldte formelle ”supplementary proceedings”, hvor taberen og tredjeparter forhøres om, hvor aktiverne kan være gemt. Banker og andre pengeinstitutioner kan i en sådan procedure blive indkaldt og tvunget til at oplyse om den tabende parts bankrelationer, pengeoverførelser, bankkonti m.v.

Den tabende part kan naturligvis anke til en højere ret. Appeldomstolen kan ikke omprøve de faktiske omstændigheder, men kan, hvis den finder, at den lavere instans har begået fejl, vise sagen tilbage til denne til fornyet behandling. Tit appelleres appeldomstolens afgørelse videre til en endnu højere domstol.

Såfremt en sag anlagt for en enkeltstats domstol omhandler et spørgsmål, der er af grundlovsmæssig karakter, kan den i visse tilfælde appelleres til forbundsdomstolene, hele vejen op til U.S. Supreme Court, efter at den er gået gennem enkeltstatens samtlige appelinstanser.

En retssag i USA kan trække ud i årevis og blive umådelig dyr at gennemføre fra begyndelse til slut. I langt de fleste stater bærer hver af parterne i en sag, selv den vindende part, sine egne omkostninger, inklusive advokathonorar og retsomkostninger. Ganske vist kan retten tilkende domhaveren visse formelle retsomkostninger m.v., men det er sjældent, at denne får tildelt sine reelle udgifter, advokathonorar m.m. Hvis dette undtagelsesvist sker, kræves det, at det er bevist, at den tabende part har handlet ganske kulpøst.

Princippet om at hver af parterne som altovervejende hovedregel bærer sine egne omkostninger gælder dog ikke i alle af USA’s stater. I enkelte stater, fx. i Minnesota, tilkendes den vindende part som regel sådanne omkostninger. Men Minnesota hører til undtagelserne. I USA omtales princippet, at den vindende part får tilkendt sine omkostninger som ”the English Rule”.

Det er derfor ret almindeligt i amerikanske kontrakter, at man indsætter en bestemmelse om fordeling af advokat- og retsomkostninger i tilfælde af søgsmål. En sådan aftale vil som regel blive håndhævet af domstolene.

Det kan som sagt være meget økonomisk belastende og ressourcekrævende at være part i en amerikansk retssag – i USA bærer som sagt hver af parterne som regel sine egne retsomkostninger, også den part som får fuldt medhold i sine påstande.

Der findes mange myter omkring det amerikanske retssystem, men at amerikanske retssager kan være meget dyre at føre, er ingen myte. De kan være så dyre, at de kan ødelægge et fremmed foretagendes USA forretning, selv om det skulle få medhold af retten.

Forbundsstaten USA besidder de samme forfatningsretlige egenskaber som Danmark og andre moderne demokratier. Statsmagten er fordelt i tre, til dels uafhængige, og til dels afhængige, fundamentale statsorganer, hvor det er hensigten, at de skal ligge i balance med hinanden. Som i Danmark, har den amerikanske grundlov opstillet en lovgivende, en dømmende og en udøvende magt.

Ikke alene er det hensigten, både i forbundsstaten og i delstaterne, at der skal være en vis dynamisk balance mellem statsorganerne, men det føderale system er også opbygget som et bremse- og balancesystem, hvor magten deles mellem forbundsstaten og enkeltstaterne.

Denne politiske magtbalance mellem forbundsstaten og enkeltstaterne ligger centralt for forståelse af det amerikanske system. Balancen har gennem USA’s historie regelmæssigt svunget til den ene eller anden side. I 1860’erne var modsætningerne så stærke, at systemet brød sammen i den store amerikanske katastrofe – den amerikanske borgerkrig. Krigen og den derpå følgende hårde genopbygningsperiode har efterladt sig meget dybe spor, også inden for politik og jura.

For tiden er magtbalancen i udpræget grad i færd med at svinge tilbage til enkeltstaterne.

Ifølge den amerikanske forfatnings såkaldte ”Supremacy Clause” er forbundsstatens lovgivning og domstole, som regel, overordnet staterne, men der er visse lovområder, som principielt er forbeholdt staternes eksklusive kompetence. Dette gælder ikke mindst de fleste handelsrelaterede lovområder. Staternes lovgivning benyttes efter behov af forbundsdomstolene, når de ellers har den fornødne jurisdiktion til at behandle en kommerciel sag.

Ligesom i Danmark, er den dømmende magt i USA selvstændig og stillet på lige fod med den udøvende og den lovgivende magt. Dette gælder både i forbundsstaten og i enkeltstaterne.

Som tidligere berørt, behandler forbundsdomstolene de sagsområder, som er forbeholdt dem i den amerikanske forfatning. Til trods for overvejelserne i forbindelse med Supremacy Clause, må man i daglig praksis, især inden for kommercielle sager, alligevel snarere opfatte forbundsstatens lovgivning og domstole mere som parallelle til, end overordnet enkeltstaternes.

Af politiske grunde vælger de lovgivende myndigheder tit at lade svære afgørelser der har stor samfundsmæssig betydning, træffe af domstolene. Det er almindeligt for lovgivningsmagten at udstede en lov, som udgør de brede linjer inden for et område, i forventning om at den bliver ”færdigpudset” gennem domstolene. Med andre ord, det overlades til individer og organisationer, som på den ene eller anden måde er blevet påvirket gennem lovgivningen, at færdiggøre lovgivningsarbejdet gennem private

søgsmål. Man mener, at man derved på den mest praktiske måde har sørget for, at lovgivningen i sidste instans er tilpasset samfundets behov.

Men hvorvidt dette faktisk sker, beror til en vis grad på hvor ofte og hvorledes lovgivningen giver anledning til søgsmål, og resultatet er at domstolene i USA derved har opnået en magtposition, som sjældent ses i de fleste andre demokratiske samfundssystemer.

Ved at overlade en del af lovgivningen til privat håndhævelse gennem søgsmål fører det nødvendigvis også til at der opstår langt flere retstvister end hvis lovgivningen fra sin begyndelse havde haft klare definitioner og klart afstukne grænser for rettigheder og forpligtelser.

Det er heller ikke ualmindeligt, at når domstolene efterhånden har etableret en fast retspraksis omkring et lovkompleks, bliver også denne kodificeret i lovgivningen.