|
I USA betegnes skadegørende handlinger som kan medføre erstatningsansvar som ”torts”. For at udføre en bevidst skadegørende handling, en såkaldt ”intentional tort”, kræves der en hensigt til at udføre en handling eller at undlade en handling når der er en juridisk pligt til at handle. Skadevolderen skal være vidende eller have begrundet vished for at hans handlinger vil medføre bestemte skadelige konsekvenser for andre.
Skaden skal selvfølgelig være indtruffet. De skadelige konsekvenser skal naturligvis opfylde visse juridiske krav om hændelsesforløbet mellem handling (eller undladelse) og skaden. Ligesom i Danmark er det naturligvis en hovedregel i USA, at man holder en producent ansvarlig i tilfælde af skader voldt andre, som er følger af fabrikationsfejl. Medens det er muligt, gennem begrænsninger i salgsgarantien, at kontrahere sig ud af produktansvar i kommercielle aftaler mellem handlende, kan dette ikke gøres over for konsumenterne. Ansvaret anses ikke at være baseret på aftalebrud, selv om den farlige vare i de fleste tilfælde kommer skadelidte i hænde gennem en kortere eller længere kæde af salgsaftaler. Den skadelidende som kan gøre sit krav gældende, behøver jo ikke nødvendigvis være køber, eller bruger, men kan blot være en tilfældig forbipasserende på det tidspunkt hvor det går galt. Det amerikanske retssystem kritiseres ofte, både i USA og i udlandet, for hvad anses for at være usmagelige søgsmål i sager omkring produktansvar. Men i USA har lLovgivningsmagten abdiceret meget af sit ansvar til privat håndhævelse gennem domstolene. Dette gælder ikke mindst inden for erstatningsretten, et område som for det meste hører ind under enkeltstaternes lovgivningskompetence. Resultatet er at langt de væsentligste principper omkring erstatningsansvar og ikke mindst produktansvar er udviklet gennem retspraksis. Som er tilfældet med så meget andet i det amerikanske retssystem som umiddelbart kan være svært at forstå, er der en historisk baggrund. Produktansvarets væsentligste retsprincipper opstod i årtierne omkring forrige århundredeskifte, omtrent samtidig med antitrust lovgivningen og de første begyndelser til regulering af aktiesalg, lovgivning om arbejderbeskyttelse, m.v. Kapitalisme havde da nået sit løsslupne højdepunkt og i mange tilfælde var farlige produkter hensynsløst sat på markedet. De enkelte stater havde ingen reel mulighed for at forhindre importen af farlige varer fra andre stater, og i stor udstrækning heller ingen politisk evne til at regulere deres produktion i hjemmestaten. Der manglede også politisk vilje i kongressen til, på føderal plan, at regulere produktansvaret i handlen mellem staterne. |
|
Man overlod derfor spørgsmål omkring erstatning for skader forvoldt af defekte produkter til privat håndhævelse gennem søgsmål.
Udvikling af principperne omkring produktansvaret blev anset for at være et område hvor individet blev sat på lig fod med superkonglomeraterne. Frygten for tårnhøje jurykendelser i sager om produktansvar har sikkert motiveret mange danske virksomheder til ikke at begive sig til USA. I det hele taget minder frygten for en produktansvarsag i USA lidt om frygten for at blive ramt af lynet. Chancen er meget lille, men dens lidenhed overskygges af en kraftigt overdreven frygt for en skade som er af en sådan størrelsesorden at den ville være i stand til at ruinere hele foretagendet, eller i hvert fald ødelægge den amerikanske investering. Westlaw databasen indeholder samtlige trykte amerikanske domme og domspræmisser fra forbundsdomstolene og domstolene i de enkelte delstater og går tilbage til 1944. Et forsøg på at finde domsafgørelser, hvori danske produkter og firmaer har været nævnt i forbindelse med produktansvarsager viser et forsvindende lille antal sager, faktisk kun 3-4 stykker, som direkte omhandler danske produkter, de fleste meget gamle sager. Naturligvis kan det forventes at der er påbegyndt langt flere produktansvarsager end dem, der til sidst er nået frem til en trykt domsafgørelse, men resultaterne tyder på, at langt de fleste af disse må være endt i forlig. Man må formode, at man forliges i en produktansvarsag for et betydelig mindre beløb end det, som er forlangt i sagsøgerens oprindelige påstand. Undersøgelsen viser, at frygten for amerikansk produktansvar i forbindelse med danske produkter er stærkt overdrevet. Risikoen er simpelthen ikke så stor, som den almindeligt opfattes i Danmark. Der findes flere grunde til, at truslen faktisk er betydeligt mindre end den, man antager herhjemme. En af disse er, at danske produkter i langt de fleste tilfælde har været solgt i Danmark og det øvrige Europa, længe inden fabrikanten har søgt ind på det amerikanske marked. Producenten har således allerede længe forinden gjort sine erfaringer om produktets eventuelle evne til at volde skade. Juridiske principper om forældelse, risikoaccept, egen skyld, m.v. har ført til, at de fleste produktansvarsager tabes af sagsøger. Sagsøgte fabrikant kan tit fremhæve til sit forsvar, at brugeren har overtaget risikoen, har ændret produktet, selv har handlet uagtsomt, har ignoreret brugsanvisninger og advarsler, eller har udsat produktet for et sådant misbrug, at sælgeren ikke bør holdes ansvarlig for den indtrufne skade. |
|
Ligesom er tilfældet i Danmark, har sagsøgeren ikke alene bevisbyrden for at skaden er resultat af en fejl i produktet – eller i brugsanvisningen, advarsler, og så videre – men han må også bevise, at denne mangel eksisterede på det tidspunkt, da produktet blev solgt. Endvidere må sagsøgeren bevise, at denne har lidt et tab, som kan kræves godtgjort af fabrikanten eller sælgeren (eller begge) samt tabets størrelse.
Forældelsesreglerne, som varierer vidt fra stat til stat, spiller en meget væsentlig rolle, ofte til stor fordel for sælgeren eller fabrikanten. Der opstår tit tilfælde, hvor retten til, at sagsøge er forældet, allerede inden skaden er opstået. I de tilfælde hvor man hører om enorme erstatningsbeløb, er der som regel tale om såkaldte ”punitive damages”, altså, at fabrikanten pålægges et ekstra beløb, som er langt højere end sagsøgerens egentlige tab ”compensatory damages”, for at markere, at producenten har handlet på en hensynsløst måde. Når dette ikke er tilfældet, tilkendes sagsøgeren et langt mere beskedent beløb. Men det er meningen med punitive damages at de skal kunne virke afskrækkende, og når der er tale om store virksomheder er det meningen at denne bod skal være så stor at det kan mærkes. Der er også tegn på, at de amerikanske juryer er begyndt at blive mindre tilbøjelige i produktansvarsager til, at give sagsøgere medhold. Hvert år tabes flere og flere produktansvarsager af sagsøgere. I mange stater, såvel som ved forbundsdomstolene, har en dommer magt til reelt, at omgøre eller underkende en urimelig jurykendelse gennem remittiturprincippet, hvilket ofte sker. Dertil kommer, at flere af USA’s stater nu har indført begrænsninger for, hvor meget der kan sagsøges. Der er også forholdsregler, som kan tages af den, som søger ind på det amerikanske marked. Den danske eksportør kan fx. sørge for meget udførlige brugsanvisninger og henvise til dem, hvis skaden er indtrådt som følge af fejlagtig betjening eller misbrug af produktet. Der eksisterer en fejlagtig opfattelse at oprettelse af et amerikansk datterselskab vil beskytte den danske eksportør imod eventuelle sager om produktansvar, idet salg gennem datterselskabet på en eller anden måde ”vasker” fabrikanten for ansvaret for sit produkt. Dette er ikke korrekt. Medens en behørig oprettelse af et amerikansk datterselskab ganske vist giver en udenlandsk fabrikant beskyttelse i forbindelse med kontraktansvar over for dem som kontraherer med datterselskabet, giver det ikke beskyttelse mod skadelidte konsumenter i produktansvarsager. Basis for ansvaret i en produktansvarsag er den påståede skadegørende handling ved at bringe i omløb en farlig vare (der er farlig på grund af fx. fabrikationsbrist, dårlig design eller fejlagtige brugsanvisninger), og ikke et kontraktbrud. |
|
Man kan derfor ikke beskytte sig selv blot ved, at oprette et amerikansk datterselskab. Efter amerikansk ret er producenten sammen med hvert enkelt led i salgskæden ansvarlig over for skadelidte. Den danske producent kan derfor gøres ansvarlig, hvadenten han har solgt varen gennem en lokal amerikansk distributør, agent eller eget amerikansk datterselskab. Hvis man vil ind på det amerikanske marked, er der mange gode grunde til, at oprette amerikansk datterselskab, men det bør ikke ske ud fra hensyn til produktansvar.
Ifølge amerikansk retspraksis kan en fremmed fabrikant gøres ansvarlig for skader forvoldt af dennes varer, når de sælges i USA, selv om dette sker gennem en agent, en uafhængig distributør eller gennem et datterselskab, så længe fabrikanten har haft til hensigt eller kunne forvente, at varerne bliver solgt til lokale forbrugere. Samtlige stater har en såkaldt ”long-arm” jurisdiktion over for dem som foretager en skadegørende handling (”tortious act” ) uden for staten, men som har skadelige virkninger inden for. En lokal domstol opnår jurisdiktion over den, som ellers ikke har bopæl i staten, men som gør forretning inden for staten, enten direkte, eller indirekte gennem en agent, eller som indgår aftale om at indføre varer eller ydelser til staten eller begår en skadevoldende handling inden for statens grænser, eller uden for denne, såfremt handlingerne medfører skader inden for staten, hvis skadevolderen regelmæssigt gør forretning i staten, eller såfremt vedkommende opnår væsentlige indtægter fra salg af varer eller ydelser i staten, eller forventede eller burde have forventet at handlinger ville have skadelige virkninger i staten og generelt tjener væsentlige indtægter fra international handel eller handel imellem stater. Deraf følger, at hvis den danske fabrikant uden for staten, enten direkte eller gennem en agent, gør forretning i staten, så er der jurisdiktion, uanset om det skadelige produkt er en del af denne forretning. Og, hvis den danske fabrikant, eller dennes agent foretager sig noget med produktet, fx. udfærdiger fejlagtige oplysninger eller brugsanvisninger, så er der også jurisdiktion. Der er long-arm jurisdiktion ifølge underafsnit (i) over den danske fabrikant, hvis denne enten (selv eller gennem agenter) regelmæssigt gør forretning i staten, eller nyder væsentlige indtægter fra salg af produkter eller andre ydelser i den pågældende stat (fx. service på maskiner fremstillet af fabrikanten). Igen, behøver det skadegørende produkt ikke at være en del af de varer som fører til at fabrikanten anses at høre ind under statens jurisdiktion. Der er altså også long-arm jurisdiktion hvis den danske fabrikant rimeligt kunne forvente at dennes produkter ville blive solgt i den pågældende stat og fabrikanten nyder væsentlig indtægt fra salg i handlen imellem de amerikanske delstater eller i den internationale handel. |
|
Teorien bag alt dette er hvis man vil benytte USA som kommerciel markedsplads, eller nyder indtægter derfra, må man forvente at blive underkastet de lokale domstoles jurisdiktion. Udtrykket “agent” fortolkes ret bredt. Det kan nemt være en uafhængig distributør. De fleste danske fabrikanter, som regelmæssigt sælger varer gennem uafhængige distributører og agenter, er indbefattet af denne statut og dermed hjemfalden til statens jurisdiktion i produktansvarsager uanset om varerne tilhører den danske fabrikant eller en lokal distributør. Hvis man fx. har en distributør aftale, hvori New Jersey er indbefattet som en del af territoriet, så vil en New Jersey domstol nok finde at dette er tilstrækkeligt grundlag til at anvende statens long-arm jurisdiktion. Hvorvidt distributøren eller agenten er datterselskab eller fuldkommen ubeslægtet med den danske fabrikant er irrelevant. Hvis uheldet alligevel skulle være ude, så kan en amerikansk dom som statuerer et produktansvar ikke umiddelbart eksekveres i Danmark. Indledningsvist bør det generelt bemærkes at produktansvar i USA er for det meste underkastet enkeltstaternes lovgivning og retspraksis. Disse kan variere fra stat til stat. Samtidig hermed udvikler retspraksis sig ret hurtigt inden for dette område. Der findes derfor ingen måde hvorpå en fabrikant helt kan gardere sig mod søgsmål i forbindelse med varens brugsanvisning i alle 50 stater. Man bør naturligvis tegne sig den fornødne ansvarsforsikring, og selv om man principielt ikke kan begrænse sit ansvar over for konsumenterne, kan man i visse stater begrænse sit ansvar for følgeskader ved at give det fornødne varsel i forbindelse med produktets warranty. Følgende tekst med den første sætning i store bogstaver foreslås: ”MANUFACTURER SHALL NOT BE LIABLE FOR INCIDENTAL OR CONSEQUENTIAL DAMAGES. Some states do not allow the exclusion or limitation of incidental or consequential damages so this limitation or exclusion may not apply to you. This warranty gives you specific legal rights, and you may also have other rights which vary from state to state.” Det er også almindeligt at indføje generelle “Instructions for Use” inden for bestemte varekategorier, fx. instrukserne for elektronisk udstyr solgt i USA begynder generelt med følgende eller lignende: |
|
BEFORE YOU PLUG IT IN Andre industrier, fx. kemikalier, medicin, o.s.v. har hver deres egne sæt advarsler. Mange danske eksportører har gjort sig den erfaring, at de forsikringspræmier, der tilbydes i Danmark til dem som vil ind på det amerikanske marked, kan gøre en etablering økonomisk uinteressant. I så tilfælde kan det ofte lønne sig, at søge amerikansk forsikring. Amerikanske forsikringsselskaber kan ofte foretage en mere realistisk vurdering af risikoens størrelse i USA og tilbyde lavere forsikringspræmier. Der er en anden grund til, at benytte lokal amerikansk produktansvarsforsikring. Hvis den danske eksportør vil forsøge at sælge sine produkter til butikskæder og andre større aftagere eller gennem amerikanske distributører, vil disse, som regel forlange, at blive dækket af eksportørens ansvarsforsikring, og de vil ofte ikke acceptere forsikring som er tegnet med et udenlandsk forsikringsselskab. De amerikanske købere har jo som regel ringe kendskab til udenlandske forsikringsselskaber og frygter tit at de ingen mulighed har for at tvinge disse til, at dække skaden eller yde retshjælp. |