Uanset i hvilken form der eksporteres til USA, om det sker som direkte salg eller gennem distributører, agenter eller som konsignationssalg o.s.v., er det i sidste instans et salg af varer mellem en sælger og en køber.

Aftaler om køb og salg af varer i USA reguleres i alle enkeltstater af Artikel 2 i Uniform Commercial Code (”UCC”) i dennes lokale variationer.

Med baggrund i fælles oprindelse i det gamle engelske Common Law system og et par århundreders kommerciel erfaring er der – gældende på tværs af USA – opstået almene retsprincipper omkring købeaftalers indgåelse og fortolkning. Efter at UCC blev accepteret i enkeltstaternes retssystemer, er denne udvikling accelereret i en sådan grad, at erhvervsdrivende i langt de fleste tilfælde kan forvente, at deres aftaler om køb og salg bliver behandlet nogenlunde ens, uanset hvilken enkeltstats lovgivning der er gældende.

På mange måder er UCC blot en kodificering af gamle retssædvaner, gældende for køb og salg mellem handlende. UCC anerkendte dog et noget mere lempeligt princip, end hvad domstolene hidtil havde ført. Dette nye princip er en generel forventning om, at aftalers indgåelse og gyldighed er underkastet ”commercially reasonable” normer, altså rimelighedsnormer snarere end de meget formelle standarder, som stadigvæk er gældende for aftaler, som ikke er dækket af UCC’s Artikel 2.

UCC skelner mellem aftaler indgået af handlende (”merchants”) og ikke-handlende (”nonmerchants”), jfr. nedenfor. Danske eksportører og deres amerikanske købere anses for at være ”merchants.

Naturligvis stilles der krav om god tro i alle kontraktrelationer, men de krav om god tro, der stilles til handlende, er, at de skal holde sig til ”reasonable commercial standards of fair dealing within the trade”. Med andre ord, de skal holde sig til de normer, som er gældende inden for deres branche, medens der pålægges ikke-handlende et subjektivt krav om at være i god tro, kombineret med en objektiv vurdering af, hvad en fornuftig person ville have gjort under de samme omstændigheder.

UCC har medført en stor ændring i forhold til de gamle principper i Common Law om aftalers opfyldelse. Den generelle hovedregel i amerikansk ret om, at medmindre der foreligger objektiv umulighed, skal aftaler opfyldes, koste hvad det vil for dem, der skal opfylde dem, er nu afløst i forbindelse med de salgsaftaler, som er dækket af UCC, med et mildere princip. Ifølge dette skal aftaler opfyldes, medmindre det ville være ”commercially impracticable”, altså at det ikke ville være forretningsmæssigt muligt, at opfylde dem. 

1. Aftaler mellem Handlende.

En handlende defineres som en person, der regelmæssigt deltager i køb og/eller salg af en vis type varer, og som har særligt kendskab til de varer, som er genstand for transaktion. Med andre ord, hvis man køber en bil af en bilforhandler, så er sælgeren i denne relation en handlende, men hvis man køber et komfur af samme person, er sælgeren her en ikke-handlende.

Amerikanske domstole, som benytter de gamle Common Law principper i forbindelse med almindelige aftalers indgåelse og opfyldelse, må nødvendigvis behandle dem efter juridisk tekniske regler snarere end at tage hensyn til parternes rimelige forventninger. Men salgsaftaler mellem handlende behandles efter de smidigere og mere praktiske regler i Artikel 2 i UCC. Denne søger så vidt muligt at tilpasse sine bestemmelser efter markedspladsens behov.

Ifølge UCC kan en salgsaftale mellem handlende skabes “in any manner sufficient to show agreement, including conduct by both parties which recognizes the existence of a contract.” Med andre ord, hvis parterne blot har handlet, som om en aftale forelå, f.eks. ved aflevering af varer og betaling derfor, så foreligger der rent faktisk en bindende aftale.

Selv om parterne ikke udtrykkeligt har formuleret og nedskrevet alle aftalens bestemmelser, kan en amerikansk domstol udlede, at en bindende aftale foreligger mellem dem. Dette sker, når retten finder, at parterne havde til hensigt at indgå en aftale, og at der er nok oplysninger til, at der kan foretages en retfærdig behandling af retstvisten.

Retten vil altså tillade, at mundtligt vidneudsagn (såkaldt ”parol evidence”) bliver benyttet for at bevise parternes aftaler om pris, leveringstidspunkter, hvornår og hvorledes betaling skal ske o.s.v. Det kan, hvis der mangler en bestemmelse, f.eks. fordi parterne var ude af stand til at blive enige derom, betyde, at de ikke havde den fornødne hensigt til i det hele taget at indgå en aftale.

I den virkelige verden sker det jo, at en salgsagent hos en køber efterlader en ordreformular med trykte salgsbestemmelser samt salgsagentens påtegninger. Muligvis har salgsagenten også taget en kopi af ordren med køberens underskrift med sig. Det kan ske, at køberen derefter ændrer bestemmelserne i sælgerens ordre og sender den tilbage til sælgeren eller udfylder sin egen ordreformular og sender den i stedet for. Det kan også ske, at køberen har ringet til sælgeren og bestilt nogle varer og derefter indsendt en skriftlig ordre med visse betingelser, hvorefter sælgeren sender en ordrebekræftelse med andre bestemmelser.

Ifølge den traditionelle amerikanske aftaleret ville der ingen tvivl være om, at der i de ovenstående tilfælde ikke er indgået nogen aftaler. Inden for den almindelige aftaleret, må alle tilbuddets betingelser accepteres. Hvis et skriftligt tilbud delvist accepteres, men modtageren foretager nogle enkelte ændringer, vil det blive anset som et afslag på det oprindelige tilbud og et modtilbud. Den oprindelige tilbudsgiver frigøres da fra sit tilbud og står frit i forbindelse med modtilbuddet.

Men under UCC er dette ikke tilfældet mellem handlende. I det virkelige liv kan handlende ikke forventes at have juridisk uddannelse. Her skal forretninger helst foregå hurtigt for at kunne svare sig, og en part, som har nydt godt af en aftale, bør ikke efterfølgende være i stand til at undvige sine forpligtelser ved at påstå, at kontrakten led af en formalitetsmangel. Her kræves der en smidigere lovgivning, der tilgodeser de ofte meget formelle transaktioner, som nødvendigvis sker mellem handlende.

Naturligvis er der ingen aftale, hvis parterne er uenige om varernes pris. Men der kan være en bindende aftale, selv om parterne blot undlader at tage stilling til prisen, når aftalen bliver indgået. Hvis de har til hensigt senere at afgøre prisen, eller hvis prisen skulle fastsættes i forbindelse med udenforstående faktorer, som fx. et produkts markedspris trykt i et bestemt fagblad, bestemmer UCC, at salgsprisen skal være varens rimelige værdi ved leveringstidspunktet.

I modsætning hertil kan et tilbud, hvis det anses for at være et fast tilbud (”firm offer”), i de fleste salgskontrakter, der er dækket af UCC, ikke trækkes tilbage.

For at være et fast tilbud, må tre betingelser opfyldes:

· tilbuddet må foreligge i skriftlig form;

· tilbuddet må indeholde en forsikring om, at det ikke vil blive trukket tilbage;

· tilbudsgiveren må opfylde UCC’s definition af en handlende.

Hvis blot en af disse betingelser mangler, dækkes tilbuddet af den almindelige aftaleret, og tilbudsgiveren kan som regel trække tilbuddet tilbage.

I aftaler mellem handlende under UCC er en bindende aftale indgået, hvis tilbudsmodtageren giver tidsmæssigt udtryk for accept, selv om accepten indeholder betingelser, som er anderledes eller yderligere end dem, der er indeholdt i tilbuddet. Den eneste undtagelse fra denne hovedregel er, hvis accepten er udtrykkeligt betinget af, at den oprindelige tilbudsgiver accepterer de nye bestemmelser.

De nye bestemmelser indgår i aftalen (naturligvis kun hvis parterne passer ind i UCC’s definition som ”handlende”), medmindre:

· det oprindelige tilbud begrænser modtagerens accept til kun at indeholde det oprindelige tilbuds bestemmelser, eller

· de pågældende bestemmelser ville føre til en materiel ændring i aftalens beskaffenhed, eller

· hvis den oprindelige tilbudsgiver tidsmæssigt giver behørigt varsel om, at han ikke vil acceptere de nye betingelser.

Spørgsmålet er så, hvilke af de bestemmelser, som er i konflikt med hinanden, der skal være gældende. UCC siger intet herom, og retspraksis giver ikke entydigt svar. Der hersker dog ingen tvivl om, at når accept af aftalen gøres betinget af, at den oprindelige tilbudsgiver udtrykkeligt accepterer de nye betingelser, og når dette sker, er en kontrakt skabt.

Reglerne i UCC tillader en tilbudsgiver at begrænse modtagerens evne til at binde denne ved at specificere, hvordan modtageren kan acceptere tilbuddet, og hvorledes modtageren kan meddele sin accept. Men hvis tilbudsgiveren ikke har gjort dette, anses modtageren for at kunne kommunikere sin accept i en hvilken som helst form og måde, som under omstændighederne er rimelig.

UCC’s accept af handelssædvaner og parternes handlinger i forbindelse med aftalens indgåelse og opfyldelse virker til en liberalisering inden for den amerikanske aftaleret. Men ved at anerkende ellers mangelfulde kontrakters gyldighed ved at skabe en udfyldende fortolkning af disse, rummer UCC i realiteten visse faremomenter for den, som vil ind på det amerikanske marked.

Det er netop på grund af disse lempelser i reglerne omkring indgåelse, opfyldelse og fortolkning af salgskontrakter, som gør det uhyre væsentligt for danske handlende på det amerikanske marked at tage højde derfor.

De handlende bør derfor sørge for, at deres forretningsgang, aftaler og trykte formularer enten er i overensstemmelse med reglerne om handlende i UCC eller også tage de nødvendige forbehold, når visse for dem skadelige undtagelser tillades af UCC.

Et dansk salgsselskab i USA må også sørge for, at dets trykte salgsformularer er så udtrykkelige og dækkende som overhovedet muligt, og at de endvidere indeholder en bestemmelse om, at deres trykte bestemmelser ikke kan fraviges ved modtilbud. Virksomheden bør yderligere nøje undersøge sine tilbud for ændringer samt tilføjelser i de ordrebekræftelser m.v., som den modtager tilbage fra sine købere og omgående protestere, såfremt den ikke vil acceptere disse nye kontraktbetingelser.

En af måderne, hvorved man anses for stiltiende at have accepteret et tilbud ifølge UCC, er i de tilfælde, hvor der foretages en varebestilling med besked om, at varerne skal sendes med det samme, og sælgeren enten lover at sende eller faktisk sender varerne.

2. UCC og brud på salgsaftalen når salgs- og leveringsbetingelser ikke er aftalt.

I forbindelse med salgsaftaler mellem handlende indeholder UCC ret detaljerede regler angående parternes respektive rettigheder og forpligtelser.

Der stilles yderligere krav til en køber, når salget er mellem handlende. Efter at varerne er afvist, kan sælgeren skriftligt forlange en detaljeret og endelig redegørelse fra køberen om de påberåbte mangler. Får sælgeren ikke det, anses køberen for at have accepteret levering.

Køberen anses for at have accepteret levering, såfremt han, efter at have haft rimelig mulighed for at undersøge varerne:

· enten accepterer dem, eller

· erklærer at han vil beholde dem på trods af deres mangler, eller

· hvis han ikke effektivt afviser varerne, efter at han har haft rimelig mulighed for at undersøge dem for mangler, eller

· hvis han foretager noget med varerne, som ikke stemmer overens med sælgerens fortsatte ejendomsret, fx. ved at sælge dem videre eller forbruge dem.

Hvis varerne er accepteret, og køberen inden for en rimelig tidsperiode har haft mulighed for at opdage en mangel, er køberen forpligtet til at underrette sælgeren derom. Køberen har nu bevisbyrden med hensyn til mangler i varerne.

Såfremt køberen uberettiget har nægtet at acceptere varerne, har sælgeren muligvis et skadeskrav, som denne kan gøre gældende mod køberen, men kun efter at sælgeren har brugt rimelige anstrengelser på at sælge varerne til anden side, eller hvis det under de konkrete omstændigheder rimeligt kunne forventes, at varerne ikke kan sælges til andre. Sælgerens skadekrav anses som regel for at være forskellen mellem kontraktprisen og markedsprisen på det tidspunkt, hvor køberen burde have accepteret det af køberen. Hvis der ikke findes en markedspris på varerne, beregnes tabet til at være de af sælgerens direkte tab, som er naturlige følger af køberens misligholdelse.

Hvis en fabrikant udvider sine produktionsfaciliteter eller anskaffer særligt maskineri til at producere varerne, eller hvis varerne er specielt tilsnittet køberens behov, vil han gøre klogt i at få en bestemmelse indføjet i salgsaftalen om, at disse særlige omstændigheder, som fører til yderligere tab, indgår i sælgerens krav i tilfælde af køberens misligholdelse.

UCC kræver, at sælgeren ikke kan sælge sine tilbagetagne varer til anden side uden at give køberen rimeligt varsel derom. Sælgeren er dog ikke forhindret, hvis varerne er fordærvelige eller på anden måde hurtigt vil miste deres værdi. Dette krav kan for øvrigt ikke fraviges gennem kontrakt.

UCC giver både køber og sælger ret til at forlange fornøden sikkerhed for, at den anden part opfylder aftalen, når der er rimelig grund til at forvente, at den anden part ikke bliver i stand til at opfylde sine kontraktforpligtelser. Hvis et sådant passende tilsagn ikke stilles inden for en rimelig frist efter modtagelse af et berettiget påkrav derom (dog højst 30 dage), kan den part, som har fremført påkravet, behandle den anden part, som om denne uberettiget har fratrådt aftalen. Mellem handlende benyttes kommercielle sædvaner og betragtninger til at vurdere, hvorvidt den ene part har haft grund til at frygte den andens finansielle stabilitet og evne til at fuldføre sine forpligtelser, og hvorvidt den sikkerhed, som stilles, er tilstrækkelig.

Der findes en meget vigtig bestemmelse i UCC, som handler om sælgerens misligholdelse, i de tilfælde hvor varerne ikke er nået frem til tide. Her bedømmes køberens tab som værende forskellen mellem markedsprisen på det tidspunkt, hvor køberen blev klar over sælgerens misligholdelse, og kontraktprisen plus eventuelle følgeskader (”consequential damages”) og minus eventuelle besparelser, som er resultat af sælgerens kontraktbrud.

Ifølge UCC indbefatter følgeskaderne ethvert tab, som er resultat af køberens almene eller specielle behov, som sælgeren, da købeaftalen blev indgået, havde rimelig grund til at have kendskab til, og som ikke rimeligt kunne afværges ved dækningskøb eller lignende. Forskellen mellem prisen for dækningskøbet og kontraktprisen plus erstatning for førnævnte følgeskader opfattes som en alternativ måde at beregne erstatning på.

Konsekvenserne, når levering misligholdes, kan altså blive meget uoverskuelige for sælgeren, medmindre der indføjes en bestemmelse i salgskontrakten, som frigør sælgeren for erstatningsansvar for følgeskader.

UCC giver adgang til at kræve naturalopfyldelse, når de bestilte varer er unikke, eller når der er andre grunde, der taler derfor. Retspraksis har ikke krævet, at varerne skulle være unikke i bogstavelig forstand, blot at det skal være kommercielt ubelejligt for køberen at foretage dækningskøb.

Køberen skal naturligvis reklamere med det samme for at bevare sit krav om erstatning, men i øvrigt anses hans ret til erstatning ikke at være et alternativ middel, som kun står til disposition, hvis kontrakten fastholdes i tilfælde af sælgerens misligholdelse. Køberen kan både ophæve aftalen og forlange erstatning.

UCC opstiller en forældelsesfrist på fire år for påstande om brud på en salgskontrakt. Denne tidsperiode er kortere end de fleste forældelsesfrister om kontraktbrud i de forskellige stater – i de fleste stater bliver påstande om kontraktbrud først forældet efter seks år.

Parterne til en salgskontrakt kan godt gennem deres aftale forkorte forældelsesfristen ned til et år, men de kan ikke forlænge den. Kravet opstår på det tidspunkt, hvor kontraktbruddet finder sted, selv om den skadede part ikke blev klar over bruddet på dette tidspunkt.

Angående brud på varegarantier, som refererer sig til fremtidig benyttelse af varerne, begynder forældelsesfristen på det tidspunkt, hvor varerne benyttes, og hvor varebristen blev eller burde være blevet opdaget.

I amerikansk ret går princippet hele vejen tilbage til en gammel britisk dom fra det syttende århundrede. To landevejsrøvere indgik aftale om at dele deres fremtidige bytte ligeligt, men efter at de havde gjort et godt kup, blev de alligevel uenige om fordelingen. Den ene gik derefter til en advokat, som derpå begyndte en sag på dennes vegne med påstand, om at aftalen om ligedeling af rovet skulle opretholdes. Ved retsforhandlingerne mødte begge parter op. Dommeren fandt, at aftalen var ugyldig, idet den angik et ulovligt formål, og dømte derefter både sagsøger og sagsøgte til hængning og advokaten til pisk og fængsel.

Der kræves af en gyldig aftale, at den er gensidigt forpligtende. En gyldig kontrakt skal derefter som hovedregel indeholde en modydelse (”consideration”) til gengæld for den ydelse, som ifølge aftalen skal præsteres.

Som regel søger domstolene ikke at afgøre hvorvidt modydelsen står i rimeligt forhold til ydelsen. At en part har gjort en dårlig handel gør ikke en aftale ugyldig, men hvis der foreligger et urimeligt forhold mellem ydelse og modydelse, kan domstolene efter omstændighederne skride ind. Hvor grænsen for rimelighed ligger varierer i retspraksis fra stat til stat.

I mange tilfælde vil en domstol omstøde en aftale, hvis den anser, at den stærkere part groft har udnyttet forskellen mellem parternes relative forhandlingsstyrke. Dette gælder især i tilfælde, hvor den stærkere part fremlægger en færdigskreven kontrakt til den svagere parts underskrift, uden at sidstnævnte bliver givet mulighed for at forhandle.

Beslægtet med dette, er et utal af føderale og lokale bestemmelser om konsumentaftalers gyldighed, indgåelse og bindende virkning, fortrydelsesret m.v., der alle har til hensigt at beskytte forbrugerne.