Statute of Frauds er baseret på gamle Common Law principper om bevisførelse og er snarere et beviskrav end et formkrav. De former for mundtlige aftaler, som er dækket af dens principper, er ikke nødvendigvis ugyldige, men vidnesbyrd fra den ene parts side med påstand om aftalens indgåelse er ifølge lov og retspraksis ikke tilstrækkelig basis til, at den kan håndhæves ved dom. Der skal foreligge utvetydigt skriftlig bevis, for at den pågældende aftale faktisk er indgået.

Forskellige former for aftaler er dækket af Statute of Frauds principperne, salg eller pantsættelse af fast ejendom, lejemål og andre aftaler som efter deres indhold ikke kan opfyldes inden for et år, kautioner, garantier m.v.

Det kræves ikke, at det skriftlige bevis er et formelt dokument som indeholder alle aftalens bestemmelser. Beviset kan fx. ligge i korrespondance mellem parterne, mødereferater, kvitteringer o.s.v. Dokumentationen må som det mindste identificere parterne og aftalens genstand. Det kræves dog også, at der blandt disse dokumenter foreligger mindst et, som indeholder en underskrift fra den part, som man søger at gøre aftalen gældende imod.

Som med så meget andet er der undtagelser til hovedreglen om, at der skal foreligge skriftligt bevis, før bestemte aftaler kan håndhæves. Hvis det kan bevises, at parterne har efterlevet en påstået aftale, kan en domstol finde, at der faktisk foreligger en stiltiende aftale (”implied contract”), som kan håndhæves.

Yderligere tegn på at amerikanske domstole ikke anser mundtlige aftaler for at være ugyldige, blot fordi de ikke er nedskrevet, ligger i den kendsgerning, at en domstol kan håndhæve en mundtlig aftale, hvis en procederende part i den pågældende kontraktsag ikke udtrykkeligt benytter Statute of Frauds som et forsvar.

Statute of Frauds principperne ytrer sig som sagt dels gennem almindelige amerikanske retsprincipper og dels gennem UCC, som til en hvis grad er en kodificering af disse principper. Hvis en aftale ikke kan opfyldes inden for et år (eller i overensstemmelse med UCC, når der er tale om salgskontrakter mellem handlende, hvis aftalens genstand har en værdi som ligger over et bestemt beløb, som regel $500) må den derfor i de fleste stater foreligge i skriftlig form for at kunne håndhæves over for den, som ifølge aftalen er forpligtet til at foretage en bestemt handling eller undladelse.

Udover salgskontrakter er der typisk tale om lejekontrakter og ansættelseskontrakter, som skal gælde længere end et år. Kravet om skriftlighed stilles følgelig til langt de fleste kommercielle aftaler, som en dansk virksomhed sandsynligvis vil indgå i USA.

Selv om en dansk virksomhed i USA undtagelsesvis skulle komme ud for en situation, hvor det ikke er juridisk nødvendigt at lave en skriftlig aftale, ville det være en stor fejl ikke at sørge derfor. Det amerikanske retssystem er som nævnt meget formalistisk, og man ville have overordentligt svært ved at påberåbe sig aftalens forskellige bestemmelser hvis der ikke foreligger tilstrækkelig skriftligt bevis for deres eksistens.

Hvis der ikke foreligger en skriftlig kontrakt, ville en eventuel procederende modpart tit være i stand til at påstå, at parterne mundtligt senere havde ændret aftalen. Men, såfremt et dokument, som beviser aftalen, kan fremlægges, især en gensidig kontrakt hvori der ligger en bestemmelse om, at den kun kan ændres gennem en senere skriftlig aftale, kan der ikke blive nogen diskussion.

Det er derfor meget almindeligt at indføje en såkaldt ”merger” klausul i en skriftlig kontrakt. I denne bekræftes det, at der ikke har foreligget andre aftaler om emnet, hverken mundtlige eller skriftlige, end dem, som er nedskrevet i den pågældende kontrakt, og at aftaleparterne er enige om, at ingen tidligere aftaler mellem parterne om aftalens genstand skal gælde.

Stiltiende aftaler er, som tidligere nævnt, en vigtig undtagelse fra kravet om, at aftaler skal foreligge i skriftlig stand for at kunne håndhæves.

Under amerikansk ret kan det generelt siges, at hvis den ene part udfører handlinger i forståelse med og i tillid til, at en anden part vil udføre andre handlinger til gengæld, vil der foreligge en stiltiende aftale. Denne behøver altså ikke at være skriftlig for at kunne håndhæves. Som er tilfældet i Danmark anses en stiltiende aftales eksistens for at være bevist gennem begge parters handlinger og efterlevelse og kræver ikke en formel kontrakt i et sådant tilfælde.

En stiltiende aftale kan også foreligge, når en skriftlig kontrakt er ophørt i overensstemmelse med sin egen ophørsparagraf, men parterne fortsætter med at handle med hinanden. Det er dog tit uklart, hvorvidt alle kontraktens bestemmelser bliver genoplivet i den nye uskrevne aftale.

Det vil næsten altid være en fordel for den virksomhed der søger ind på det amerikanske marked, at sørge for, at alle dens aftaler er skriftlige, selv om dette ikke altid er juridisk påkrævet. I USA er det absolut væsentligt, at man kender alle sine rettigheder og forpligtelser og kan holde sig til de skrevne aftalebestemmelser.

I amerikansk ret går princippet hele vejen tilbage til en gammel britisk dom fra det syttende århundrede. To landevejsrøvere indgik aftale om at dele deres fremtidige bytte ligeligt, men efter at de havde gjort et godt kup, blev de alligevel uenige om fordelingen. Den ene gik derefter til en advokat, som derpå begyndte en sag på dennes vegne med påstand, om at aftalen om ligedeling af rovet skulle opretholdes. Ved retsforhandlingerne mødte begge parter op. Dommeren fandt, at aftalen var ugyldig, idet den angik et ulovligt formål, og dømte derefter både sagsøger og sagsøgte til hængning og advokaten til pisk og fængsel.

Der kræves af en gyldig aftale, at den er gensidigt forpligtende. En gyldig kontrakt skal derefter som hovedregel indeholde en modydelse (”consideration”) til gengæld for den ydelse, som ifølge aftalen skal præsteres.

Som regel søger domstolene ikke at afgøre hvorvidt modydelsen står i rimeligt forhold til ydelsen. At en part har gjort en dårlig handel gør ikke en aftale ugyldig, men hvis der foreligger et urimeligt forhold mellem ydelse og modydelse, kan domstolene efter omstændighederne skride ind. Hvor grænsen for rimelighed ligger varierer i retspraksis fra stat til stat.

I mange tilfælde vil en domstol omstøde en aftale, hvis den anser, at den stærkere part groft har udnyttet forskellen mellem parternes relative forhandlingsstyrke. Dette gælder især i tilfælde, hvor den stærkere part fremlægger en færdigskreven kontrakt til den svagere parts underskrift, uden at sidstnævnte bliver givet mulighed for at forhandle.

Beslægtet med dette, er et utal af føderale og lokale bestemmelser om konsumentaftalers gyldighed, indgåelse og bindende virkning, fortrydelsesret m.v., der alle har til hensigt at beskytte forbrugerne.