Amerikanske regler om fortolkning af kontrakter skabes gennem forbundsdomstolenes og enkeltstaternes domstoles retspraksis, men følger stort set de samme retsprincipper som er gældende i Danmark.

Amerikanske domstole søger at fortolke tvetydige kontrakter efter, hvad de anser for at være hovedformålet med aftalen. Med andre ord, retten søger i aftalens interne logik at fastlægge, hvilke formål parterne havde med at indgå aftalen, og så først derefter at fortolke hver af aftalens bestemmelser i dette lys.

Medmindre det klart er vist, at parternes hensigt var at give ordene en anden mening, gives aftalens gloser deres sædvanlige betydning, medens tekniske begreber gives den betydning, de normalt har inden for deres respektive fagområder.

Et godt eksempel på en sådan ”term of art” er udtrykket ”time is of the essence”. Dette udtryk gør tidspunktet for at foretage en nærmere bestemt handling til en materiel betingelse.

Et andet eksempel er udtrykket ”the parties shall use their best efforts to …”, som nærmest lyder som en uforpligtende formaning og ikke, som det faktisk er, et juridisk bindende krav, pålagt kontrahenten, at gøre sit yderste for at gennemføre en vis handling. Gør han ikke det, risikerer han at gøre sig skyldig i kontraktbrud.

Når man i en kontrakt overtager en fast ejendom og erklærer sig villig til at ”assume the mortgage”, er det en væsentlig tungere forpligtelse end at overtage en fast ejendom ”subject to the mortgage”. I sidstnævnte tilfælde overtager man blot pantebrevsforpligtelserne, i førstnævnte indvilliger man i at overtage hele gælden, som kan være meget større end ejendommens værdi.

I væsentlige tilfælde hjælper en ordbog ikke. En vis handlemåde kan ifølge en skriftlig aftale være ”sanctioned”, hvilket, afhængig af aftalens interne sammenhæng, kan betyde enten ”straffet” eller ”tilladt”, hvilket jo er yderst forskellige begreber.

Glosen ”saving” forstås i USA normalt på samme måde som de danske ord ”spare” eller ”redde”, men i kontraktsprog kan det også benyttes i sin arkaiske form som det danske ord ”undtagen”. Så hvis en kontrakt i forbindelse med overtagelse af en amerikansk virksomhed indeholder en beskrivelse af købeobjektet som ”all assets, real and personal property, and sales inventory, saving accounts receivable”, betyder det, at man netop ikke får fordringer mod selskabets debitorer med.

Hvis parterne har benyttet en trykt formular, og kontrakten er delvist trykt, men også indeholder bestemmelser, som er skrevet til ved denne lejlighed, og der er konflikt mellem de trykte og de skrevne bestemmelser, fortolkes kontrakten i overensstemmelse med de tilskrevne bestemmelser.

Som regel fortolkes tvetydige udtryk og konflikter mellem bestemmelser i en kontrakt mod den part, som har udfærdiget den.

Domstolene tager hensyn til sædvanlig ordbrug inden for en bestemt forretningsbranche. Hvis handlende har til hensigt, at bestemte udtryk i en kontrakt benyttes på en anden måde end, hvad er sædvane inden for deres branche, må dette udtrykkeligt fremgå af kontrakten.

Hvis branchen har visse handelssædvaner, er formodningen om at det har været parternes hensigt at gennemføre deres transaktion i overensstemmelse med disse sædvaner, og domstolene kan ved supplerende fortolkning indføje manglende bestemmelser i kontrakten, som gør dette muligt. Modsætningsvis, hvis parterne inden for en bestemt branche ikke ønsker, at deres forretning skal følge en bestemt sædvane, som er gældende inden for branchen, må de sørge, for at dette klart fremgår i kontraktens tekst.

Reglen om begrænsninger i benyttelse af mundtligt bevis, eller ”parol evidence”, i en kontraktsag er en naturlig følge af kravet om skriftlighed, før domstole vil håndhæve de fleste kommercielle kontrakter. Den er udtryk for princippet om, at når parterne til en aftale utvetydigt har skriftligt udtrykt deres hensigter, så er dette dokument det bedste bevis for aftalens indgåelse og indhold.

Parol evidence reglerne, som naturligvis har mange undtagelser, fastlægger, at en kontrahent ikke kan ændre en skriftlig aftales bestemmelser ved at introducere bevis for, at der var yderligere mundtlige aftaler før eller samtidig med kontraktens indgåelse, som ændrer dennes bestemmelser.

Selv om de er ment som beskyttelse imod dårlig hukommelse, ønsketænkning og svig, kan reglerne have den virkning, at samtidige klare mundtlige aftaler, som refererer sig til den skriftlig kontrakt ikke kan håndhæves. Parterne, som skriver kontrakt, skal derfor sørge for, at alt, hvad de er blevet enige om, skal stå i kontrakten. Dette er en af grundene til at amerikanske kontrakter er så lange i forhold til europæiske kontrakter.

Som sagt er der flere undtagelser til parol evidence reglerne. En part har naturligvis altid lov til at fremlægge mundtligt vidnesbyrd om, at kontrakten blev til som resultat af svig, fejltagelse eller tvang, eller at aftalen var ulovlig.

Hvis aftalens bestemmelser er tvetydige eller uklare, kan der fremføres mundtligt vidnesbyrd om omstændighederne omkring aftalens opståen, og hvad parterne havde til hensigt. Denne bevisform kan også benyttes til udfyldende fortolkning, hvis der er klare ”huller” i aftalen, men den kan aldrig benyttes til at ændre eller modsige aftalens bestemmelse.

Parol evidence reglerne tillader introduktion af mundtligt vidnesbyrd om indgåelse af senere aftaler, men tit udelukkes dette på grund af Statute of Frauds. Der kan også indføres mundtligt vidnesbyrd om de faktiske omstændigheders eksistens, som opfylder aftalens betingelser.

Der kræves af en gyldig aftale, at den er gensidigt forpligtende. En gyldig kontrakt skal derefter som hovedregel indeholde en modydelse (”consideration”) til gengæld for den ydelse, som ifølge aftalen skal præsteres.

Som regel søger domstolene ikke at afgøre hvorvidt modydelsen står i rimeligt forhold til ydelsen. At en part har gjort en dårlig handel gør ikke en aftale ugyldig, men hvis der foreligger et urimeligt forhold mellem ydelse og modydelse, kan domstolene efter omstændighederne skride ind. Hvor grænsen for rimelighed ligger varierer i retspraksis fra stat til stat.

I mange tilfælde vil en domstol omstøde en aftale, hvis den anser, at den stærkere part groft har udnyttet forskellen mellem parternes relative forhandlingsstyrke. Dette gælder især i tilfælde, hvor den stærkere part fremlægger en færdigskreven kontrakt til den svagere parts underskrift, uden at sidstnævnte bliver givet mulighed for at forhandle.

Beslægtet med dette, er et utal af føderale og lokale bestemmelser om konsumentaftalers gyldighed, indgåelse og bindende virkning, fortrydelsesret m.v., der alle har til hensigt at beskytte forbrugerne.