Der kan være en blid og i enkelte tilfælde utilsigtet overgang mellem de distributionsaftaler, hvor distributøren får lov til, at benytte den danske eksportørs varemærke og andre kendetegn og så franchiseaftaler.

Hvis eksportøren giver distributøren betydelig assistance til, at udnytte varemærket gennem marketing m.v., eller opnår væsentlig kontrol over distributørens forretningsgang, og samtidig hermed lader sig betale for denne assistance samt retten til, at benytte varemærket udover engrosprisen på de produkter, der sælges under varemærket (kort sagt, hvis eksportøren deler fortjeneste med distributøren gennem varesalg), kan aftalen anses for at være en franchiseaftale.

Der er fordele ved sådanne aftaler. Eksportøren (som nu er ”franchisor”) får en vis kontrol med salg af sine varer i territoriet og får delt den finansielle byrde med distributøren (som nu er ”franchisee”).

Men der også ulemper. Koncessionsområdet er nok et af de mest lovregulerede inden for den amerikanske erhvervsret; dette gælder ikke mindst forholdet mellem franchisor og franchisee. Man kan som resultat risikere, at erhverve forpligtelser over for sin amerikanske medkontrahent udover dem, man har aftalt. Blandt andet kan det blive betydeligt mere besværligt, at komme ud af en franchiseaftale, end det fremgår af aftalen.