Hver af de 50 enkeltstater plus Washington DC og de andre amerikanske jurisdiktioner har deres egen advokatstand betegnet ”state bar”. Kun medlemmer af denne har møderet for statens domstole. Enkeltstaterne sætter hver deres egne betingelser for at opnå bestalling.

For at opnå bestalling i en stat kræves det som regel, at en færdiguddannet jurist (svarende til en dansk cand. jur.) består en eksamen, der omhandler både føderal ret og den lokale stats ret, den såkaldte ”bar exam”. Hvis denne er bestået, skal kandidatens baggrund granskes for at vurdere, om denne er etisk egnet til at blive advokat.

I mange stater kan amerikanske advokater fra andre stater opnå bestalling, når de blot har praktiseret i en årrække i en anden stat uden at blive disciplineret for etiske brud på god advokatskik, og har opfyldt visse formelle krav.

En amerikansk advokat, som ikke har bestalling i en bestemt stat, kan dog, med den lokale domstols billigelse, få møderet for denne i en bestemt sag (”pro hac vice”). Dette sker, når advokaten har fået indgående kendskab til sagen fx. gennem retsforhandlinger i en anden stat eller i en forbundsdomstol, hvorfra sagen er blevet overført af processuelle grunde.

En advokat med bestalling i en stat anses for at være kompetent til at rådgive sine klienter om retten i alle andre stater. En advokat fra Connecticut kan således frit rådgive sine klienter om retstilstandene i Idaho. Dermed ikke sagt, at advokaten er ekspert i Idaho ret, men han eller hun har lov til at rådgive derom, så længe dette gøres som led i dennes eksisterende praksis. Advokaten kan drage til Idaho og dér forhandle kontrakter underkastet Idaho lovgivning m.v., men kan dog ikke oprette et fast kontor og praksis i Idaho eller møde for Idaho’s domstole (bortset fra møderet pro hac vice) uden Idaho bestalling.

Forbundsdomstolene har hver deres egen advokatstand. I de fleste tilfælde er det relativt nemt at blive kvalificeret til denne, hvis advokaten allerede er kvalificeret i den stat, hvor den pågældende forbundsdomstol har sit sæde.

Advokater med bestalling i en stat kan opnå bestalling til de lokale føderale District Courts gennem ansøgning. De føderale appelinstanser – de 12 Circuit Courts og Supreme Court – stiller hver deres egne ansøgningsbetingelser.

Juridisk vejledning bruges betydeligt mere i USA end i Danmark. Dette skyldes til dels, at advokater benyttes til flere opgaver derovre, end hvad traditionelt er tilfældet

herhjemme. Overvejelser over skattemæssige og juridiske følger indgår tidligt i amerikanske virksomheders forretningsplaner. Tit må man gennemtænke de juridiske konsekvenser, fx. inden for antitrust lovgivningen, hvis man ønsker at indgå en samarbejdsaftale om distribution af varer som muligvis vil komme til at påvirke en stor del af markedet, eller man søger at udarbejde en formel personalepolitik som sikrer virksomheden mod søgsmål med påstand om diskriminering. Det er denne slags juridisk bistand, der betegnes som ”preventive law”, og som medfører, at amerikanske advokater ofte meget tidligt bliver bragt ind i den forretningsmæssige beslutningsproces. ”Preventive law” må derfor reelt opfattes som en art forsikring mod, at der senere opstår dyre og langvarige retstvister.

Almindeligvis beregner advokater deres honorar i form af timerater plus udgifter. Timeraterne kan variere fra $200 til $600 og opefter, afhængig af geografi, advokatens specialitet og erfaring, evt. firmaets prestige m.v.

I nogle tilfælde, især inden for køb og salg af fast ejendom, eller ved overtagelse af virksomheder, beregnes honoraret som en vis procentdel af transaktionens størrelse. I andre tilfælde er det en kombination af fastsatte timerater og procentdele af transaktionens størrelse, evt. med en særlig fortjenestebonus.

En advokat vil tit bede om forskud mod forventet honorar og omkostninger eller aftale med klienten, at et vist beløb deponeres i en af advokatens særkonti. Advokaten vil da fra tid til anden trække fakturerede beløb ud af kontoen og bede klienten indbetale et tilsvarende beløb på kontoen.

For at sikre sit honorar og omkostninger har en advokat en såkaldt ”retaining lien”, d.v.s. en vis tilbageholdelsesret i de dokumenter som han har forberedt på sin klients vegne. Advokaten har også en ”charging lien”, hvilket er en ret til at være den første, der kan lade sig tilgodese ud af en dom, som denne har opnået for sin klient.

Et spørgsmål, som tit rejses af danske virksomheder, der søger advokatbistand i USA, er, hvorvidt advokaten vil påtage sig at føre en sag på en såkaldt ”no cure, no pay” basis. Herved forstår man i Danmark, at advokaten tjener sit honorar som en vis procentdel af det indbragte beløb, såfremt advokaten opnår et positivt resultat, og ellers intet, selv ikke sine direkte udgifter, som advokaten har erholdt på klientens vegne. Selve begrebet er velkendt inden for søretten i forbindelse med bjærgningsaktioner o. l., men eksisterer ikke i USA i forbindelse med honorering af advokatbistand.

I USA kan en advokat ganske vist påtage sig en sag på en såkaldt ”contingency fee” basis, d.v.s. at honoraret beregnes som en vis procentdel af det indbragte beløb, typisk er dette 25% eller 33¹/³ %. Er intet indbragt, tjener advokaten intet honorar, men amerikanske advokater er forpligtet af etiske grunde til at indkræve de direkte omkostninger i en sådan sag. Ellers anses advokaten for at have “købt” sin klients krav og gør sig derved skyldig i en foreteelse, som kaldes “champerty” hvilket er forbudt for advokater, og som kan medføre suspension eller, i særlige grelle tilfælde, tab af bestalling.

De samme etiske regler kræver, at en advokat kun påtager sig sager i begrundet god tro. Før advokaten kan påbegynde et søgsmål, skal denne have rimelig grund, baseret på klientens udsagn og dokumentation, til at antage, at der eksisterer et reelt retskrav. Både advokat og klient kan ellers blive straffet af retten for unødig trætte (”abuse of process”). Dette kan ske ved, at klienten eller advokaten må betale en del af eller alle modpartens omkostninger i sagen. Udover dette kan advokaten, efter omstændighederne, blive suspenderet eller også i ekstreme tilfælde miste sin bestalling.

Mange af disse regler, som har til hensigt at beskytte domstolene mod at blive benyttet til chikane eller blive overbebyrdet med tåbelige søgsmål, er forholdsvis nye og er i stadig udvikling. Domstolene benytter nu disse regler meget flittigt, og risikoen for at blive genstand for et totalt uventet søgsmål uden juridisk eller faktisk basis er efterhånden kraftigt formindsket.

Forbundsstaten USA besidder de samme forfatningsretlige egenskaber som Danmark og andre moderne demokratier. Statsmagten er fordelt i tre, til dels uafhængige, og til dels afhængige, fundamentale statsorganer, hvor det er hensigten, at de skal ligge i balance med hinanden. Som i Danmark, har den amerikanske grundlov opstillet en lovgivende, en dømmende og en udøvende magt.

Denne politiske magtbalance mellem forbundsstaten og enkeltstaterne ligger centralt for forståelse af det amerikanske system. Balancen har gennem USA’s historie regelmæssigt svunget til den ene eller anden side. I 1860’erne var modsætningerne så stærke, at systemet brød sammen i den store amerikanske katastrofe – den amerikanske borgerkrig. Krigen og den derpå følgende hårde genopbygningsperiode har efterladt sig meget dybe spor, også inden for politik og jura.

For tiden er magtbalancen i udpræget grad i færd med at svinge tilbage til enkeltstaterne.

Ifølge den amerikanske forfatnings såkaldte ”Supremacy Clause” er forbundsstatens lovgivning og domstole, som regel, overordnet staterne, men der er visse lovområder, som principielt er forbeholdt staternes eksklusive kompetence. Dette gælder ikke mindst de fleste handelsrelaterede lovområder. Staternes lovgivning benyttes efter behov af forbundsdomstolene, når de ellers har den fornødne jurisdiktion til at behandle en kommerciel sag.

Ligesom i Danmark, er den dømmende magt i USA selvstændig og stillet på lige fod med den udøvende og den lovgivende magt. Dette gælder både i forbundsstaten og i enkeltstaterne.

Enkeltstaternes domstole har en generel, ubegrænset kompetence, bortset fra de begrænsninger som ligger i den amerikanske forfatning, enkeltstaternes egne forfatninger, og deres lovgivning og retspraksis. Det er her, langt de fleste amerikanske retssager behandles. Enkeltstaternes domstole behandler de fleste kriminelle sager, alle arvesager, næsten alle familieretlige og civilretlige sager, sager om fast ejendom og langt de fleste kommercielle sager.

Af politiske grunde vælger de lovgivende myndigheder tit at lade svære afgørelser der har stor samfundsmæssig betydning, træffe af domstolene. Det er almindeligt for lovgivningsmagten at udstede en lov, som udgør de brede linjer inden for et område, i forventning om at den bliver ”færdigpudset” gennem domstolene. Med andre ord, det overlades til individer og organisationer, som på den ene eller anden måde er blevet påvirket gennem lovgivningen, at færdiggøre lovgivningsarbejdet gennem private

søgsmål. Man mener, at man derved på den mest praktiske måde har sørget for, at lovgivningen i sidste instans er tilpasset samfundets behov.

Men hvorvidt dette faktisk sker, beror til en vis grad på hvor ofte og hvorledes lovgivningen giver anledning til søgsmål, og resultatet er at domstolene i USA derved har opnået en magtposition, som sjældent ses i de fleste andre demokratiske samfundssystemer.

Ved at overlade en del af lovgivningen til privat håndhævelse gennem søgsmål fører det nødvendigvis også til at der opstår langt flere retstvister end hvis lovgivningen fra sin begyndelse havde haft klare definitioner og klart afstukne grænser for rettigheder og forpligtelser.

Det er heller ikke ualmindeligt, at når domstolene efterhånden har etableret en fast retspraksis omkring et lovkompleks, bliver også denne kodificeret i lovgivningen.