Der var i 1999 ca. 118.000 fanger i føderale fængsler, og mere end 1,7 millioner i enkeltstaternes statsfængsler og lokale fængsler. Ikke helt uventet sidder en procent af den samlede befolkning i staterne Louisiana, Texas og Georgia i fængsel.

Ganske vist har kriminaliteten i USA været voldsomt dalende i de seneste år, men det har til dels været et resultat af indespærring af mere end en halv procent af befolkningen. Når så mange bliver fængslet, foreligger der jo en statistisk mulighed for, at det også kan gå galt for udenlandske forretningsfolk eller medlemmer af deres familier.

Langt de fleste sager begynder med, at en person bliver arresteret af politiet i forbindelse med en forbrydelse. Den sigtede sættes i forvaring, medens sagen sendes til den lokale anklagemyndighed. Anklagemyndigheden tager da stilling til, hvorvidt tiltale skal rejses.

I USA, som i Danmark, har man en grundlovssikret ret til at blive stedt for en dommer, inden der er gået 24 timer (”habeas corpus”). Den sigtede har ret til en forsvarsadvokat, og hvis han ikke har råd dertil, kan en offentligt beskikket forsvarer udnævnes. Men det er af fundamental betydning, at man så vidt muligt inden da sørger for at anskaffe sin egen kvalificerede forsvarsadvokat og har denne med ved denne lejlighed. Desværre ligger mange offentligt beskikkede forsvarere langt under middel, er overbebyrdet med sager og kører dem som på samlebånd.

Når den sigtede første gang stilles for en dommer under en såkaldt ”arraignment” procedure besluttes der da hvorvidt den sigtede fortsat skal holdes fængslet, inden sagen skal for retten, og hvorvidt dette eventuelt skal ske mod tilbageholdelse af pas, garantier fra tredjemand, om der skal stilles kaution og dennes størrelse, o.s.v.

Der er naturligvis grænser for, hvilken hjælp den lokale danske repræsentation kan give, men den kan i hvert fald etablere kontakt med lokale forsvarsadvokater og ellers holde øje med den behandling, man får af de lokale myndigheder.

Der er en føderal anklagemyndighed (”U.S., Attorney’s Office”) i hver retskreds i det føderale system. Disse myndigheder er underlagt Department of Justice i Washington DC.

En føderal straffesag påbegyndes med, at de lokale føderale anklagemyndighederne beslutter, at der er overtrådt en føderal lov, som giver hjemmel til straf og derefter registrerer et anklageskrift (”criminal complaint”) i den lokale U.S. District Court.

Der findes et lignende system i enkeltstaterne. Som regel går de lokale anklagemyndigheder dér under betegnelser som ”District Attorney” eller ”State’s Attorney”. I mange stater går sagen først til en såkaldt ”grand jury” (i modsætning til en ”petit jury”, som er juryen i en straffesag), der ligesom en almindelig jury består af almindelige borgere, der er tvangsindkaldt til dette ombud. Juryen præsenteres for de beviser som politiet og anklagemyndighederne har udviklet i sagen, og tager så stilling til, hvorvidt en forbrydelse faktisk er sket, og hvorvidt der skal rejses tiltale i sagen og mod hvem.

De egentlige domsforhandlinger foregår foran en dommer og jury. I denne fase er det som regel dommerens rolle, at styre sagens gang, afgøre processuelle spørgsmål og tage stilling til hvilke beviser må fremføres og hvilke vidner afhøres foran juryen. I en straffesag forventes juryen at vurdere sagens faktiske omstændigheder og afgøre skyldspørgsmålet, medens dommerens opgave er at styre sagens processuelle forløb, instruere juryen om loven, og til sidst foretage strafudmålingen.

Tit besluttes det, i tilfælde hvor sagen er blevet gjort notorisk på grund af omstændighederne, at lade sagen behandle i en anden retskreds, end dér hvor forbrydelsen er sket for at sikre sig en mindre partisk jury.

Inden sagen går til retten, forhandles der som regel mellem forsvarsadvokaten og
anklagemyndigheden om tiltalen, det er den såkaldte ”plea bargaining” som benyttes i mange af enkeltstaternes retssystemer. I disse forhandlinger indgår overvejelser om selve handlingens beskaffenhed, hvad de to sider mener, de kan bevise eller modbevise, sagens omfang, den sigtedes villighed til at samarbejde i sagens opklaring – eventuelt ved at vidne mod andre sigtede o.s.v. Den sigtede kan da tilbyde at anerkende skyld i en mindre

alvorlig sigtelse, anklagemyndigheden kan tilbyde at foreslå dommeren en mildere straf o.s.v. Formelt eksisterer plea bargaining ikke inden for det føderale system, men anklagemyndighederne kan lade den anklagede vide, at hvis han er samarbejdsvillig i forbindelse med opklaring af sagen, vil dette blive fremlagt for dommeren inden strafudmålingen.

Den amerikanske immigrationslovgivning må også holdes in mente i denne situation. Selv om man bliver dømt eller anerkender sig skyldig i en mindre forseelse, risikerer den, som ikke er amerikansk statsborger, både deportation og udelukkelse. Selv for den, som har permanent opholdstilladelse, er det slut på karrieren i USA.

Som i Danmark har anklagemyndigheden en tung bevisbyrde. Det skal bevises, at den sigtede begik den strafbare handling således at der ikke længere kan foreligge en rimelig tvivl (”a reasonable doubt”) til fordel for denne. Hvis nævningene i juryen ikke kan enes (ved forbundsdomstolene kræves der enstemmighed, ved enkeltstaternes domstole kræves der enten enstemmighed eller et kvalificeret eller simpelt flertal), tager anklagemyndigheden stilling til, hvorvidt der skal påbegyndes en ny sag.

Frikendes man af juryen, tillades det ikke, at tiltale rejses igen i den pågældende sag. Der er et strengt forbud i den amerikanske forfatning mod, at en sigtet sættes i fare for at blive straffet i forbindelse med samme anklage to gange (”double jeopardy”). Hvis den sigtede frifindes, vil straffesagen altid ende dér, og anklagemyndigheden har ingen mulighed for appel, lige meget hvor mange beviser der senere kommer for dagen.

Den, som er frifundet, kan i kraft af double jeopardy reglen frit vedkende sig forbrydelsen. Selv om det senere kunne bevises, at den sigtede, eller andre på dennes vegne, ulovligt, fx. gennem afpresning eller bestikkelse (”jury tamponering”), har påvirket dommerens eller nævningenes afgørelse, kan anklagemyndighederne ikke rejse den gamle sag på ny, selv om de naturligvis kan rejse en ny sigtelse for den ulovlige påvirkning af dommeren og/eller nævningene.

Noget andet er, at double jeopardy reglen ikke beskytter den frikendte imod senere civile søgsmål for skader, der er resultat af den samme forbryderiske handling.

I modsætning til anklagemyndigheden, har den sigtede altid mulighed for at anke sagen, hvis den er gået ham imod.

Selv for en uskyldig person kan en straffesag udvikle sig til et opslidende mareridt og koste en formue. Frikendelse betyder som altovervejende hovedregel ikke, at man får sine omkostninger betalt. Tilfældighederne spiller tit en uhyggelig stor rolle i, hvorledes

sagen forløber sig, og det har været påstået, nok med en vis kynisme, at det i det amerikanske kriminelle retssystem ofte er mere fordelagtigt at være skyldig men rig end at være uskyldig og fattig.

Der er et enormt offentligt pres på anklagemyndighederne, som tvinger dem til at opnå domfældelser. Dette gælder især for de lokale statslige anklagemyndigheder, der som regel er folkevalgte, og som konstant må tage politiske hensyn når de skal vælge de sager de vil forfølge. Derfor er det tit særligt fristende at gå efter ”soft targets”, som ikke forventes at yde for voldsom modstand. Des flere domfældelser en anklager opnår, des stærkere står denne ved næste valg enten til sin nuværende stilling eller til et højere embede.

Desværre oplever mange dommere samme offentligt pres i de jurisdiktioner i delstaterne, hvor dommerne er folkevalgte. I retskredse, hvor offentligheden er opskræmt over kriminalitet, bliver en dommer, som har ry for at være blødsøden, ikke genvalgt.

Det vigtigste for den sigtede er at sørge for at anskaffe sig sin egen advokat så tidligt i sagen, som det overhovedet kan lade sig gøre, og ikke lade sig nøje med en offentligt beskikket forsvarer. I mange stater, især i storbyerne, selv om der er mange, udmærkede og hårdt arbejdende offentlige forsvarere, er der desværre ofte mange, som ligger langt under lavmålet. Hvis man nogensinde har brug for en god og erfaren advokat, er det altså her.

Ovenstående må ikke anses for at være nogen almen fordømmelse af samtlige amerikanske domstole, anklagemyndigheder eller offentlige forsvarere. Langt de fleste er hårdtarbejdende og idealistiske, men systemet er generelt set ikke særligt betryggende for den tiltalte som, ikke har en kvalificeret forsvarsadvokat.

Som regel er strafferammerne hårdere, end hvad man kunne forvente sig herhjemme, og dette må ses i lyset af den overvældende bølge af kriminalitet, som gjorde sig gældende i USA indtil de seneste år. Efterhånden som kriminaliteten falder, kan man nok forvente en formildning.

En fælde, som udlændinge tit falder i, er at undlade at give møde, når de er blevet tilsagt at møde i retten for en mindre forseelse, fx. en trafikforseelse. Ofte er det fordi de forveksler den kaution (”bail”), som de har betalt for at garantere deres senere fremmøde, med en bøde. Ved ikke at give fremmøde er der stor risiko for at retten beslutter, at den borteblevne har gjort sig skyldig i foragt for retten og derefter udsteder en arrestordre (”bench warrant”) for at tilbageholde og bringe den udeblevne for retten. Arrestordren bliver fremsendt til immigrationsmyndighederne. Resultatet er, at den, som har siddet tilsigelsen overhørig, risikerer at blive arresteret, næste gang han eller hun ankommer til USA, måske mange år efter.

Forbundsstaten USA besidder de samme forfatningsretlige egenskaber som Danmark og andre moderne demokratier. Statsmagten er fordelt i tre, til dels uafhængige, og til dels afhængige, fundamentale statsorganer, hvor det er hensigten, at de skal ligge i balance med hinanden. Som i Danmark, har den amerikanske grundlov opstillet en lovgivende, en dømmende og en udøvende magt.

Ikke alene er det hensigten, både i forbundsstaten og i delstaterne, at der skal være en vis dynamisk balance mellem statsorganerne, men det føderale system er også opbygget som et bremse- og balancesystem, hvor magten deles mellem forbundsstaten og enkeltstaterne.

Denne politiske magtbalance mellem forbundsstaten og enkeltstaterne ligger centralt for forståelse af det amerikanske system. Balancen har gennem USA’s historie regelmæssigt svunget til den ene eller anden side. I 1860’erne var modsætningerne så stærke, at systemet brød sammen i den store amerikanske katastrofe – den amerikanske borgerkrig. Krigen og den derpå følgende hårde genopbygningsperiode har efterladt sig meget dybe spor, også inden for politik og jura.

For tiden er magtbalancen i udpræget grad i færd med at svinge tilbage til enkeltstaterne.

Ifølge den amerikanske forfatnings såkaldte ”Supremacy Clause” er forbundsstatens lovgivning og domstole, som regel, overordnet staterne, men der er visse lovområder, som principielt er forbeholdt staternes eksklusive kompetence. Dette gælder ikke mindst de fleste handelsrelaterede lovområder. Staternes lovgivning benyttes efter behov af forbundsdomstolene, når de ellers har den fornødne jurisdiktion til at behandle en kommerciel sag.

Ligesom i Danmark, er den dømmende magt i USA selvstændig og stillet på lige fod med den udøvende og den lovgivende magt. Dette gælder både i forbundsstaten og i enkeltstaterne.

Som tidligere berørt, behandler forbundsdomstolene de sagsområder, som er forbeholdt dem i den amerikanske forfatning. Til trods for overvejelserne i forbindelse med Supremacy Clause, må man i daglig praksis, især inden for kommercielle sager, alligevel snarere opfatte forbundsstatens lovgivning og domstole mere som parallelle til, end overordnet enkeltstaternes.

Af politiske grunde vælger de lovgivende myndigheder tit at lade svære afgørelser der har stor samfundsmæssig betydning, træffe af domstolene. Det er almindeligt for lovgivningsmagten at udstede en lov, som udgør de brede linjer inden for et område, i forventning om at den bliver ”færdigpudset” gennem domstolene. Med andre ord, det overlades til individer og organisationer, som på den ene eller anden måde er blevet påvirket gennem lovgivningen, at færdiggøre lovgivningsarbejdet gennem private

søgsmål. Man mener, at man derved på den mest praktiske måde har sørget for, at lovgivningen i sidste instans er tilpasset samfundets behov.

Men hvorvidt dette faktisk sker, beror til en vis grad på hvor ofte og hvorledes lovgivningen giver anledning til søgsmål, og resultatet er at domstolene i USA derved har opnået en magtposition, som sjældent ses i de fleste andre demokratiske samfundssystemer.

Ved at overlade en del af lovgivningen til privat håndhævelse gennem søgsmål fører det nødvendigvis også til at der opstår langt flere retstvister end hvis lovgivningen fra sin begyndelse havde haft klare definitioner og klart afstukne grænser for rettigheder og forpligtelser.

Det er heller ikke ualmindeligt, at når domstolene efterhånden har etableret en fast retspraksis omkring et lovkompleks, bliver også denne kodificeret i lovgivningen.