HOME

Danmark er en gammel handelsnation, og danske erhvervsdrivende bærer denne tusindårige tradition videre, når de søger ud i det fremmede. I den seneste tid har man, ofte med held, søgt ind på nye markeder, dog undgår mange danske virksomheder USA, som, med sine 281.421.906 (folketælling 2000) relativt velstående konsumenter med en gennemsnitsindkomst på $36.200 er verdens mest købekraftige nationale marked.

De fleste kan nok hurtigt blive enige om, at der er store gevinster at hente hjem for dem, for hvem det lykkes at afsætte deres produkter til blot en meget lille andel af det lukrative amerikanske marked, men der er ikke mange, som vover springet. Danmark ligger sidst i eksporten til USA blandt de lande, med hvem vi sædvanligvis sammenligner os.

Websiden har til hensigt at give en oversigt over erhvervsret og forretningsformer i USA. Oversigten refererer sig for det meste til den aktive investering, altså placering af et dansk foretagende og dettes produkter på det amerikanske marked. Gøres det rigtigt, kan man få en mindst lige så god og muligvis bedre fortjeneste som den, der tjenes gennem passive investeringer.

Webside udgør selvsagt heller ikke et dybtgående værk om amerikansk jura eller det amerikanske politiske system. Hensigten er alene at lave en praktisk orientering, som kan benyttes, når en dansk virksomhed kommer i berøring med det amerikanske system og samtidig give en fornemmelse af de former for aktiv investering, som for tiden benyttes i USA.

Oversigten er naturligvis heller ikke et forsøg på at systematisere en række områder i et juridisk hele. Emnerne er ikke nødvendigvis juridisk beslægtet med hinanden andet end, at de alle angår områder, som har indflydelse over, hvorledes en dansk forretning kan placeres og vedligeholdes på det amerikanske marked. Dette bliver den nærmeste definition, der kan gives den forretningsjura – eller ”business law” – som bliver behandlet her.

Formålet heri er at forsøge at henvende sig til dem, som er beskæftiget i det danske næringsliv, har almindeligt kendskab til danske forretningsformer og jura, og som nu har lyst til at prøve kræfter på det amerikanske marked. Det er naturligvis ikke en udtømmende vejledning om, hvorledes en forretning etableres i USA, og kan ikke benyttes som sådan. Dertil er disse hovedtræk, som nødvendigvis må udelade meget mere, end de tager med, alt for begrænsede.

Lokale amerikanske rådgivere til danske virksomheder, der vil ind på det amerikanske marked, opdager ret hurtigt, at mange af de spørgsmål, der stilles af ikke-amerikanere er baseret på opfattelser om lov og forretning i USA, som ikke holder stik. Spørgsmålene kan ofte være uden forbindelse med den amerikanske realitet og derfor være ganske meningsløse. Men de fejlagtige forestillinger, de bygger på, er til gengæld i allerhøjeste grad relevante, og kan forhindre at en ellers indbringende etablering aldrig finder sted. Denne webside henvender sig derfor først og fremmest til præmisserne.

Hovedformålet her er alene at hjælpe med at pille lidt af mystikken væk fra et emne, som alt for ofte har været genstand for misforståelse.