AFTALER I USA

AFTALER INDGÅELSE I USA

I USA afgøres spørgsmål om aftalers indgåelse efter Common Law principper, således som de benyttes fra stat til stat. Den tidligere omtalte Uniform Commercial Code i enkeltstaternes forskellige versioner regulerer specialkontrakter, heriblandt aftaler om køb og salg af varer i den kommercielle handel.

Ikke uventet, minder de almene amerikanske juridiske principper om aftalers indgåelse af aftaler om de danske.

Der kræves et gyldigt tilbud og accept (”offer and acceptance”). Alle tilbuddets betingelser må accepteres, medens et modtilbud anses for at være et afslag. Hvis et skriftligt tilbud delvist accepteres, men tilbagesendes med enkelte ændringer, anses det som et afslag, selv om der er tale om meget beskedne ændringer. Det anses nu som et modtilbud til den oprindelige tilbudsgiver, som denne frit kan vælge at afslå. Hele denne procedure betegnes ofte som ”battle of the forms”.

Tilbudsmodtageren skal, efter omstændighederne, gives ”rimelig” tid til at vurdere og acceptere tilbuddet inden hans passivitet opfattes som et afslag. Tilbudsgiveren kan tilbagekalde sit tilbud, så længe det endnu ikke er accepteret.

Hvis en part, til hvem et tilbud eller modttilbud er sendt, ikke reagerer med et afslag eller modtilbud, men begynder at efterleve aftalen, anses denne for at have accepteret de seneste betingelser fremført af medkontrahenten.

Man skal naturligvis være myndig og kompetent til at indgå en kontrakt, der må ikke foreligge afpresning eller svig o.s.v. Der må heller ikke foreligge en gensidig faktisk fejltagelse eller en objektiv umulighed.

Ulovlige aftaler er naturligvis ugyldige. En aftale, som har til hensigt at hjælpe en eller begge parter med at omgå loven eller til at opnå et ulovligt formål, er ugyldig ifølge et gammelt retsprincip, som selvfølgelig også er gældende i dansk ret.

I amerikansk ret går princippet hele vejen tilbage til en gammel britisk dom fra det syttende århundrede. To landevejsrøvere indgik aftale om at dele deres fremtidige bytte ligeligt, men efter at de havde gjort et godt kup, blev de alligevel uenige om fordelingen. Den ene gik derefter til en advokat, som derpå begyndte en sag på dennes vegne med påstand, om at aftalen om ligedeling af rovet skulle opretholdes. Ved retsforhandlingerne mødte begge parter op. Dommeren fandt, at aftalen var ugyldig, idet den angik et ulovligt formål, og dømte derefter både sagsøger og sagsøgte til hængning og advokaten til pisk og fængsel.

Der kræves af en gyldig aftale, at den er gensidigt forpligtende. En gyldig kontrakt skal derefter som hovedregel indeholde en modydelse (”consideration”) til gengæld for den ydelse, som ifølge aftalen skal præsteres.

Som regel søger domstolene ikke at afgøre hvorvidt modydelsen står i rimeligt forhold til ydelsen. At en part har gjort en dårlig handel gør ikke en aftale ugyldig, men hvis der foreligger et urimeligt forhold mellem ydelse og modydelse, kan domstolene efter omstændighederne skride ind. Hvor grænsen for rimelighed ligger varierer i retspraksis fra stat til stat.

I mange tilfælde vil en domstol omstøde en aftale, hvis den anser, at den stærkere part groft har udnyttet forskellen mellem parternes relative forhandlingsstyrke. Dette gælder især i tilfælde, hvor den stærkere part fremlægger en færdigskreven kontrakt til den svagere parts underskrift, uden at sidstnævnte bliver givet mulighed for at forhandle.

Beslægtet med dette, er et utal af føderale og lokale bestemmelser om konsumentaftalers gyldighed, indgåelse og bindende virkning, fortrydelsesret m.v., der alle har til hensigt at beskytte forbrugerne.

I amerikansk ret går princippet hele vejen tilbage til en gammel britisk dom fra det syttende århundrede. To landevejsrøvere indgik aftale om at dele deres fremtidige bytte ligeligt, men efter at de havde gjort et godt kup, blev de alligevel uenige om fordelingen. Den ene gik derefter til en advokat, som derpå begyndte en sag på dennes vegne med påstand, om at aftalen om ligedeling af rovet skulle opretholdes. Ved retsforhandlingerne mødte begge parter op. Dommeren fandt, at aftalen var ugyldig, idet den angik et ulovligt formål, og dømte derefter både sagsøger og sagsøgte til hængning og advokaten til pisk og fængsel.

Der kræves af en gyldig aftale, at den er gensidigt forpligtende. En gyldig kontrakt skal derefter som hovedregel indeholde en modydelse (”consideration”) til gengæld for den ydelse, som ifølge aftalen skal præsteres.

Som regel søger domstolene ikke at afgøre hvorvidt modydelsen står i rimeligt forhold til ydelsen. At en part har gjort en dårlig handel gør ikke en aftale ugyldig, men hvis der foreligger et urimeligt forhold mellem ydelse og modydelse, kan domstolene efter omstændighederne skride ind. Hvor grænsen for rimelighed ligger varierer i retspraksis fra stat til stat.

I mange tilfælde vil en domstol omstøde en aftale, hvis den anser, at den stærkere part groft har udnyttet forskellen mellem parternes relative forhandlingsstyrke. Dette gælder især i tilfælde, hvor den stærkere part fremlægger en færdigskreven kontrakt til den svagere parts underskrift, uden at sidstnævnte bliver givet mulighed for at forhandle.

Beslægtet med dette, er et utal af føderale og lokale bestemmelser om konsumentaftalers gyldighed, indgåelse og bindende virkning, fortrydelsesret m.v., der alle har til hensigt at beskytte forbrugerne.

Leave a Reply