Ligesom det er tilfældet med aktieselskaber, har hver stat sin egen lovgivning om oprettelse og drift af interessentskaber. Her er lovgivningen også ret ensartet staterne imellem, idet de fleste, men ikke alle, stater benytter en lokal variant af ”The Uniform Partnership Act”.

Selv om man naturligvis benytter en anden terminologi, er der ingen større forskel mellem et amerikansk og et dansk interessentskab. Et amerikansk ”partnership” er en selvstændig juridisk person, et retssubjekt som kan indgå aftaler, erhverve ejendomsret, sagsøge og blive sagsøgt. Interessenterne hæfter personligt og solidarisk for interessentskabets gæld, o.s.v.

Som tidligere nævnt, har interessentskabet værneting overalt, hvor interessenterne har bopæl.

De fleste interessentskaber opstår gennem en formel aftale ”Articles of Partnership”, der indeholder bestemmelser, om hvorledes indtægter skal distribueres, beslutninger træffes, tegningsret m.v. I modsætning til aktieselskabets etableringsdokument, Articles of Incorporation, kræves det ikke at Articles of Partnership registreres; der er blot tale om en aftale interessenterne imellem.

Som regel har en sådan en aftale bestemmelser som beskriver interessentskabets forretningsformål og navnene på interessenterne. Der er også tit et skema over de aktiver eller ydelser hver af partnerne indskyder eller er forpligtet til at indskyde i fremtiden, en bestemmelse som indeholder definitioner over hvilke typer udgifter skal tilregnes interessentskabet og hvilke er for interessenternes egen regning og partnernes eventuelle lønninger og trækningsrettigheder. Der kan være en fordelingsformular over interessentskabets gevinst og tab, såvel som bestemmelser som giver bemyndigelse eller begrænsninger i denne til de respektive interessenter.

Når en interessent dør eller forlader interessentskabet opløses det, medmindre andet er bestemt i aftalen.

Interessentskabet udsteder da til hver af interessenterne et skema med oplysninger om, hvad der er blevet meddelt skattemyndighederne og vedkommende kan så kalkulere beløbene i sin egen angivelse. Da interessentskabet ikke beskattes selvstændigt, kan interessenterne benytte deres andele af interessentskabets fradrag, tab m.v. i deres egne skattepligtige indkomster.

Der kan dog opstå en skattemæssig ulempe i forbindelse med interessentskaber. Interessenternes indbyrdes andele af indkomst og tab aftales internt, og de er naturligvis beskatningspligtige for denne andel. Dette er også tilfældet, selv om de ikke får udbetalinger fra interessentskabet, idet man fx. søger at opbygge en reserve m.v. Dette kan skabe et likviditetsproblem for den individuelle interessent, som jo skal betale sin andel af skatten.

Selv om et interessentskab ikke er skattepligtig i sig selv, er det forpligtet til hvert år at indsende selvangivelser for interessentskaber (IRS Form 1065) og samtidig indgive oplysninger om interessenternes respektive andele af indkomsten (Schedule K-1).

Skattevæsenet anerkender ikke interessenter som lønmodtagere i interessentskabet, hvilket også her har diverse negative konsekvenser i interessentens personlige beskatning.

Interessentskabet har værneting i hver stat hvor en af interessenterne har bopæl. Interessentskabet kan stævnes gennem hver af interessenterne.

Juridiske personer kan godt være interessenter i et amerikansk interessentskab. Det vil sige, at denne selskabsform kan benyttes i et joint venture. Normalt vil et udenlandsk eksportvirksomhed ikke få nogen fordel ved at danne et interessentskab med et lokalt selskab, medmindre den amerikanske partner har kapital, goodwill eller andre aktiver som kunne være af interesse. Hvis en udenlandsk virksomhed ønsker at indgå i et amerikansk interessentskab, bør dette gøres det gennem et amerikansk datterselskab. Ellers fører det automatisk til at det fremmede selskab bliver underkastet lokalt værneting og direkte skattepligt i USA.